Mehr Nachrichten

 
Theater
Velkommen

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Velkommen
Mo 22. Okt. 2012


Forestillingen er baseret på Jerzy Kosinskis roman "Being There" som er filmatiseret med den danske titel Velkommen Mr. Chance med Peter Sellers i hovedrollen. Opsætningen på Svalegangen har Niels Ellegaard i hovedrollen og forestillingen er opstået efter et årelangt ønske hos Ellegaard og instruktøren Hans Rønne.

Ifølge pressematerialet skal forestillingen tjene som en yderst aktuel kommentar til den "kendisfeber", der i dag i stigende grad præger vores hverdag i alt fra politik til X faktor. Forestillingen afviger dog på et meget centralt punkt. I politik til X-faktor mener hovedpersonerne normalt også, at de er vigtige og har vigtige budskaber til "folket". I forestillingen har hovedpersonen netop ikke interesse i at promovere sig selv eller blive kendt. Han vil egentlig hellere passe sig selv og det er omgivelserne, som opbygger en hype omkring ham.

Forestillingen handler om gartneren Mr. Chance. Chance har levet hele sit liv i en have, som han har passet og plejet. Han har aldrig været udenfor haven og får ingen løn for sit arbejde. Han får kost og logi og så får han lov at gå i husets ejers aflagte tøj. Da husets ejer dør bliver gartneren smidt ud og må for første gang klare sig selv i verden udenfor. Han bliver påkørt af en bil, hvis ejer tager ham med hjem i den tro at han er en rig og betydningsfuld forretningsmand, på grund af tøjet han har på. De mennesker Mr. Chance møder bliver fascinerede af hans umiddelbarhed og jordnære facon. De spejler sig i ham og de ting han siger, tolkes som geniale udsagn, banebrydende betragtninger og fantastisk retorik.

Handlingen kan sammenlignes med Dostojevskijs Idioten, som der også hentydes til i forestillingen, mest fordi hovedpersonen Mr. Chance opfører sig præcist så uegennyttigt, oprigtigt og godhjertet som hovedpersonen i Idioten. På filmsiden kan handlingen sammenlignes med handlingen i Forest Gump. Ligesom hovedpersonen Forest Gump, virker det som om Mr. Chance går igennem livet, uden at opfatte den indflydelse han får på andre mennesker og samfundet. Begge personer er i bund og grund simple mennesker, som bare ønsker at leve et simpelt liv, men som ender med at få indflydelse på rigtigt meget, på grund af mere eller mindre tilfældige hændelser.

Forestillingen Velkommen spilles af Niels Ellegaard som Mr. Chance, Camilla Gjelstrup spiller damen der kører gartneren ned, tv-vært og ejendomsmægler, Klaus Weirup Andersen spiller døende finansmand, homoseksuel forelægger, russer mv. og Holger Østergaard spiller blandt andet præsident, tjener og læge. Hele forestillingen foregår i en meget enkel kulisse bestående af et grønt gitter, som skal illustrere havemur, ydervægge, indervægge, etc. Det grønne gitter går igen i møbler, fjernsynskameraer, fjernsyn mv.

Velkommen er ikke en forestilling der lægger op til en masse filosoferen og dybe tanker, men forestillinge er morsom, ikke så meget på grund af vittige bemærkninger, men fordi den har en stille underfundighed og en humor som spiller på omgivelsernes reaktioner på Mr. Chance.

Velkommen på Teateret Svalegangen 17. oktober - 5. november 2012, herefter på Danmarksturné.