Mehr Nachrichten

 
Literatur
Den gode soldat

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Den gode soldat
Mo 26. Nov 2012


Lille raffineret fortælling om det stille liv og den store katastrofe. Ford Madox Ford er en forfatter, der med et tilhørsforhold til Gertrude Steins stuer i Paris i 1930'erne, tilføjer denne allerede tabte generation akkuratesse og elan. Hans stil er stilfærdig, men uhyre intens. Det er bag det stille ydre livets tragedie forgår i al sin grusomhed.

Ford Madox Ford (1873-1939) er forlaget Rosenkilde & Bahnhofs nyeste stemme i mellemkrigstidens litteratur, der blev skrevet og levet fra Europa, hovedsagligt Paris. En tidligere meget kærkommen udgivelse var John Dos Passos Manhatten Transfer. Alene forfatternavnene rummer en poetisk og musisk klang. Det var dengang de amerikanske forfattere dannede skole i Paris under navnet the lost generation. De skulle senere efterfølges af beat-forfatterne.

Ford var på mange måder en produktiv herre. Han publicerede over 80 udgivelser, arbejdede tæt sammen med Joseph Conrad (Heart of darkness, 1902), medstifter af The English Review og The Transatlantic Review, hvor forfattere som James Joyce, Ernest Hemingway, Ezra Pound og Gertrude Stein skrev. At Ford nu atter udgives på dansk, er på alle måder en lille litterær sensation.

Fords lille roman Den gode soldat (1915) er ikke en krigsberetning eller på anden vis actionpræget fortælling. Det er historien om aristokrati og forloren sex. Man får ikke serveret labre sexscener, men et uhyre fint og detaljeret stilleben af nogle skæbner, der forsøger at navigere i det kaos og den tomhed, deres liv efterhånden har udviklet sig til. En ting er individet, noget andet er den samfundsklasse, hvor individet skal agerer.

Ganske kort fortalt, så handler fortællingen om John og Florence Dowell. Fruen har problemer med hjertet og tåler ikke de store anstrengelser uden at blive forpustet. Derfor har man fundet et refugium i kurstedet Bad Nauheim. Her støder ægteparret Ashburnham til. Historien bliver fortalt i et langt flashback af John, og man aner derfor hurtigt optrapning til den endelige tragedie. Ashburnham har problemer i ægteskabet, der ville give selv en moderne terapeut sved på panden. Edward, den sexhungrende mand, hvirvler et asteroidebælte af kaos omkring sig, og han har trods sin distingverede charme en skæbnesvanger effekt på de gode Dowells. Endvidere har roulettefeberen grebet ham. Konen, Leonora, lader ham tage sine friheder, men det kan ses på lang afstand, at det ikke kan ende godt. Fortællingens første sætning er da også, at dette er den sørgeligste historie, jeg nogen sinde har hørt. Så er vi i gang.

Bogen er en perle. Omfangsmæssigt fylder den ikke meget i strømmen af efterhånden tykkere og tykkere bøger, men den er fra en tid da less was more. Stilen er kølig og katastrofal, emnet er tørt og høfligt, men man ser tydeligt den menneskelige smerte, der er så forbandet svært at undgå endsige håndtere.

Køb bogen på saxo.com

Ford Madox Ford: Den gode soldat
Oversætter: Karen Melsted
Rosenkilde & Bahnhof, 233 sider
ISBN: 9788771280210