Mehr Nachrichten

 
Theater
Nøddeknækkeren på Værket

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nøddeknækkeren på Værket
Mi 19. Dez 2012


Sidste år var opsætningen af Nøddeknækkeren på Værket i Randers meget efterspurgt og derfor har Værket inviteret statsoperaen i Tatarstan til igen i år at opsætte Nøddeknækkeren, til glæde for alle der ikke fik billetter sidste år eller dem, der ønskede at gense det pragtfulde udstyrsstykke.

Historien handler helt kort om pigen Clara som skal til juleaften med hele sin store familie. Hun får foræret en nøddeknækkerdukke i julegave og der er selvfølgelig mange andre julegaver denne aften, hvor der er fest for både børn og voksne. Om aftenen falder Clara i søvn og drømmer at nøddeknækkerdukken bliver levende og forsvarer hende mod en hær af mus. Så forvandles nøddeknækkeren til en prins som tager Clara med til Slaraffenland, hvor der afholdes et bal til Claras ære, med mange forskellige skønne danse. Til sidst vågner Clara op i stuen med Nøddeknækkerdukken i favnen.

Det er oplagt at tage børn med ind for at se Nøddeknækkeren, men så skal man huske at forklare børnene, hvad forestillingen handler om. At der ikke bliver sagt noget, men at hele handlingen foregår i dans og at man skal bruge sin fantasi til at forestille sig, hvad der sker. Hvis børnene hidtil kun har været præsenteret for almindelige skuespil, kræver det nok noget forberedelse og tilvænning at kunne se det smukke i alle de flotte kostumer, dansene og den smukke musik, som børnene alligevel genkender fra andre film.

Ved forestillingen på Værket bestod publikum både af børnefamilier, bedsteforældre med og uden børnebørn og voksne uden børn. Forestillingen appellerer til alle aldersgrupper og flere udtalte på vej ud, at nu kunne det blive rigtigt jul, når Nøddeknækkeren var oplevet.

Balletkompagniet fra Tatarstan har mange dygtige og talentfulde dansere, hvilket især åbenbares i anden akt. Ved ballet til ære for Clara, danses der chokoladedans, kaffedans, tedans og mange andre danse, der viser dansernes alsidighed. Alle de medvirkende har smukke kostumer på, især musenes kostumer, er meget gennemførte.

Alt i alt var Nøddeknækkeren en visuelt meget smuk oplevelse, med dygtige dansere og meget smuk musik. Forhåbentlig laver Værket endnu en opsætning af stykket næste år, så endnu flere kan få lejlighed til at se eller gense stykket.

Nøddeknækkeren på Værket i Randers den 15. december 2012.