Mehr Nachrichten

 
Theater
Hesten

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hesten
Do 28. Feb 2013

"Hesten" er en teaterudgave af bogen "Joey - en hest i krig", som Randers Egnsteater har produceret i samarbejde med Filuren. Forestillingen har modtaget prisen som årets børneforestilling 2012 af Danmarks Teaterforeninger. Målgruppen er børn fra 8-12 år, men den kan sagtens ses af voksne. Er der så en hest på scenen? Ja kom selv og se!

Forestillingen dyrker den gode historie, og Hesten er ikke kun for hestepiger. Alberts far har købt en hest (mest for at ærgre en anden mand, der bød på samme hest, men nu har han altså købt den), og Albert elsker hesten fra første øjeblik og kalder ham Joey. Selvom Joey egentlig ikke er en arbejdshest, bliver han brugt som en sådan på gården, for alle må arbejde for føden, som faderen siger.

Så bryder krigen ud, og faderen bliver tvunget til at sælge Joey til hæren. Joey gennemgår nu krigens rædsler på begge sider af fronterne, og alle der møder ham bliver berørt af ham.

En lille pige har fortalt sine forældre, at selv om hesten ikke rigtigt var der, så kunne hun se den alligevel og vidste præcis, hvordan den så ud.

Alle rollerne i forestillingen spilles af Lisbeth Knopper, Morten Bo Koch og Finn Rye.

Forestillingen varer ca. en time, og denne aften fik publikum bagefter en snak med skuespillerne, instruktøren og teaterlederen om, hvordan forestillingen er blevet til. Dette har blandt andet involveret ture til London for at se forestillingen Warhorse, som er en noget større produktion baseret på den samme historie, og en ekspedition ud på en rideskole for at opleve, hvordan en hest bevæger sig og agerer, og for at få bevægelserne ind i håndleddene, som der blev sagt.

Der blev blandt andet spurgt ind til, hvordan børnene reagerede på historien og på, at de selv skulle forestille sig en del af handlingen, men det var overhovedet ikke noget problem, børnene var helt med på, hvad der foregik, fik vi at vide.

Forestillingen kræver, at man bruger sin fantasi, og 8 år er en god alder at starte på, for nogle af scenerne kan godt virke voldsomme på små børn. Uanset hvad slår forestillingen dog ikke bogen.

Hesten
- en turnéforestilling
Filuren og Randers Egnsteater