(Foto: Henrik Ohsten Rasmussen)
Med forestillingen "SNE" - en fri bearbejdelse af nobelprisvinderen Orhan Pamuks kontroversielle roman af samme navn - lukker Husets Teater på Halmtorvet dørene op for lidt af et semipoetisk spektakel med tre af de helt store kulturepidemiske temaer som sopraner under samme tag.
Kvadratiske hvide papirstumper slår saltomortaler i luften og rammer scenegulvet. Hovedrolleindehaver Anders Mosling er den første til at sætte sit aftryk i konfettien og forvandle de makulerede A4 ark til snefnug på en kold vinteraften. Mosling spiller den håbefulde digter og journalist Ka, som efter årevis med massiv skriveblokering vender hjem til sin fødeby Karsberg. På papiret er det historien om, hvordan byens muslimske kvinder begår selvmord på stribe - og håbet om en forsidehistorie på den konto - der har fået Ka til at vende tilbage til byen. Den egentlige årsag til hjemkomsten har lange ben og uimodståelige brune øjne. Navnet er Silke, og Ka vælger at betragte rygtet om hendes nylige skilsmisse som et tegn på, at de to omsider har en fremtid sammen. Mens Silke og Ka kommer tættere på hinanden, syder den eksplosive konflikt mellem byens sekulære spidsborgere og islamister om ørene på dem.
Stykkets bagmænd er et dramatikerteam med baggrund i det tyrkiske miljø i berlinerbydelen Kreuzberg. På den ene side udfolder de en melankolsk kærlighedshistorie om en excentrisk digters higen efter folkeskoletidens vidunderpige. På den anden side fortælles historien om en by på randen af sammenbrud; en parallelhistorie, som placerer sig i malstrømmen af den ophedede debat om ytringsfrihed, tørklædeforbud og religionsfrihed, som netop er vågnet op til dåd efter digteren Yahya Hassans kontroversielle debut. Politik, Religion og Kærlighed er fundamentalt svært forenelige størrelser. Og SNE er heller ikke et ubetinget vellykket forsøg på at samle treenigheden i en helstøbt forestilling.
I modsætning til Pamuks roman, som formår at spille på mange strenge og indfange den postmoderne splittelse, er det svært at vurdere præcis, hvad folkene bag SNE gerne vil føre frem. Overvejende er det refleksionerne over kærlighed og eksistentialisme, som rammer med størst præcision, mens de spredehagl, der rettes mod systemets generelle tilstand, kun efterlader overfladiske og sporadiske knubs om velfærdssamfundets dalende moral og fundamentalismens oppumpning af egoer. Hvor stykket sakker bagud i forhold til komposition, vinder det på stil og karismatisk skuespil. Navnligt Anders Mosling leverer varen med stor overbevisning, men også de mere ubeskrevne blade Marie-Lydia og Morten Burian er med til at højne oplevelsen og veje op for den lidt for løse komposition, hvor religiøs-politiske ideologier flagrer side om side med filosofiske fabuleringer og desillusionerede forestillinger om kærlighed.
SNE
Husets Teater
Se spilleplan
