|
|
(Foto: Mathilde Bech)
Med sig selv som hovedrolleindehaver har Hassan Preislers anmelderroste bog "Brun mands byrde" ramt de skrå brædder på Sort/Hvid (Caféteateret).
Brun mands byrde er Hassan Preislers livsfortælling. Den handler om at have en far fra Pakistan og en pæredansk mor fra Bagsværd. Om at vokse op i et kulturradikalt miljø med en Marimekko-klædt mormor, der insisterede på, at den lille brune baby, der kom til verden på Charlottenlund sygehus, skulle hedde Hassan. - Et eksotisk navn med mere kant. Om at være uddannet skuespiller med ambitioner og evner til Hamlet og Macbeth, og om nederlaget ved at erkende, at så længe der hverken er kioskmænd eller taxachauffør på rollelisten i Shakespeares dramaer, er der heller ikke plads til ham.
For Preisler lysner det, da han dropper sin selvmedlidende offerrolle og tillader sig selv at blive tordnende vred. Preisler peger ti dirrende fingre mod publikum og holder dem der, indtil man indædt ønsker at rejse sig fra sædet og råbe: "Hvor vover du at kalde mig racist! Det er ikke sandheden!"
Vi ser Preisler nå til tops på den kulturradikale arena som prisvindende forfatter og manden, der tør råbe ad Danmark og tage de hårde debatter om mangfoldighed, stigmatisering og integration. Publikum er vidne til en mand med succes, der tyller cava direkte af flasken, mens han som en anden Erasmus Montanus citerer de kancellisprogede anmeldelser, som Information og Weekendavisen indhyllede hans bog i.
På den måde bider Preislers historie sig selv i halen. Midt i sin glansrus erkender han paradokset; at den succes, han har tilkæmpet sig, rent faktisk baserer sig på alt det, han netop vil gøre op med: hudfarve og stigmatisering.
Med forestillingen behandler Hassan Preisler væsentlige emner omkring identitet og selvindsigt, der sætter tanker i gang. Stykket har et Holbergsk incitament som mere end antydes; en mand forsøger at gennemføre sine planer eller ambitioner, og realiseringen af visse af dem udelukker realiseringen af visse andre. I Holbergs klassicistiske komedieunivers går det altid efter fortjeneste, og stykkets "nar" ender med at stå tilbage som taber. Ligesom det er ikke er synd for Jeppe på Bjerget, at Baronens folk spiller ham et puds og gør ham til grin, eller for Erasmus, der til sidst bliver ydmyget offentligt, er det heller ikke synd for Preisler, når han indser paradokset ved at være en del af "indvandrerbølgen i dansk litteratur". Det opfylder en form for poetisk retfærdighed, når Preisler når sin erkendelse. Stærkt, Hassan Holberg.
Brun Mands Byrde
Sort/Hvid
Se spilleplan
