Mehr Nachrichten

 
Literatur
Familien

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Familien
Di 9. Dez 2014

Gyldendal har foruden de klassiske erhvervsfolk (gentagne travere som blandt andre Kolind) inviteret sport og kunst ind i cirklen af "respekterede og markante personligheder", som forlaget mener, må have noget substantielt at sige om ledelse og motivation. Serien hedder "high performance", og Peter Langdal står bag "Familien".

Om Peter Langdal med sin lille fortælling Familien er blevet udstukket et emne som begrænsning - at sammenligne den moderne organisation med familien - er ikke til at vide, men det kunne godt se sådan ud.

For han har svært ved at beslutte sig for lighederne og glemmer helt at ridse forskellene op. Inden for de første 10 sider har han fået konstateret, at "udfordringerne på en arbejdsplads er de samme som i en privat, moderne familie", men må 20 sider længere henne tage afstand fra det i en skitsering af sit arbejde på teatret, hvor han slår fast, at ".. jeg er ikke gift med manden. Jeg er hans leder, og jeg går og spekulerer på, om jeg vil være leder for ham igen."

Javist, man kan skille sig af med familien på samme måde, som en leder kan skille sig af med sine medarbejdere - og jeg ved ikke, om det er tilsigtet, at Langdal paralleliserer til sin egen skilsmisse fra tid til anden i bogen - men Familien bliver en alt for søgt opgave fra start til slut, selvom man forlader læsningen med et par enkelte gode tips til, hvordan man kunne blive en bedre leder. Eller hvordan man kunne blive en bedre forælder. Hvis man vel at mærke nu lige var en mand.. for Langdal lægger ikke skjul på, at lederen i familien: det er manden.

De få ting, som brænder sig fast i erindringen, er blandet andet vigtigheden af øjeblikkelig feedback, vigtigheden af at finde noget, man kan blive enige om, pausen som den magiske sprække ind til det muliges kunst og sidst, men ikke mindst citatet fra Karen Blixen om, hvad der er det vigtigste i livet. Kærlighed, mod og humor.

Amen.

Peter Langdal: Familien
Gyldendal, 80 sider
ISBN-9788702153255