Mehr Nachrichten

 
Theater
Gintbergs spørgetime

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Gintbergs spørgetime
Mo 23. Feb 2015

Jan Gintberg turnerer i 2015 rundt med standup-showet "Det store spørgsmål". Showet består af en masse spørgsmål, men ikke rigtigt nogen svar, idet hovedpersonen siger "Spørgsmål åbner, svar lukker". En stor del af showet improviseres ud fra input fra publikum og vil derfor ikke være det samme hver aften.

Jan Gintberg er en så kendt og respekteret komiker, at man automatisk har meget høje forventninger til showet. Selv om der er rigtigt mange morsomme indspil og indslag, lever det alligevel ikke helt op til forventningerne. Der åbnes for en masse forskellige gode emner, men de gøres aldrig rigtigt færdige og falder derfor lidt til jorden.

Det er vigtigt for Gintberg at bibeholde det uforudsigelige element i sine optrædener, og halvdelen af aftenen er derfor dedikeret til medvirken fra publikum ved at man kan skrive spørgsmål til komikeren. Jan Gintberg besvarer dog ikke spørgsmålene, men bruger dem som udgangspunkt for sine betragtninger og kvikke bemærkninger.

Udgangspunktet for showet er, at Jan Gintberg i en alder af 51 år synes, at han er gået fra at have et svar på alle spørgsmål til ikke at vide noget som helst. Samtidig siger han igen og igen, at det er nødvendigt at bibeholde sin nysgerrighed på det, der sker i verden, og blive ved med at stille spørgsmål.

Første halvdel af showet er fyldt med velforberedte bemærkninger, betragtninger og morsomme spørgsmål, f.eks.:

-Hvorfor stoler Søren Pind stadig på en blind frisør?

-Hvorfor har vi så mange forskellige opladere i en skuffe, men aldrig den oplader, vi skal bruge?

I stil med Jan Gintbergs mange udsendelser i serien På kanten tager han udgangspunkt i den lokalitet, hvor han optræder. Han spørger ud i salen, hvilke ting de går og spekulerer over i denne by. I Vejle var det f.eks. den nye togbro, der optog mindst en fra publikum. I pausen lykkes det for Gintberg at få en Skype-forbindelse igennem til Søren Peschardt, som er 1. viceborgmester i Vejle. Søren Peschardt blev så bedt om at udtale sig dels om togbroen og dels om, hvorfor der er nogen, der stemmer på Enhedslisten, hvilket også var et spørgsmål fra publikum.

Der er ingen tvivl om, at Gintbergs show er 100 procent aktuelt og vedkommende for det område, hvor han optræder. Stor respekt for at han påtager sig at inddrage publikum på en måde, hvor han virkelig kommer på slap line, da han ikke har mulighed for at forberede sine svar på forhånd.

Jan Gintberg er en af Danmarks helt store komikere, og showet er helt bestemt rigtigt morsomt. Mange pointer falder dog til jorden, fordi der ikke bliver svaret på spørgsmålene, og det gør, at det bliver en smule indholdstyndt.

Jan Gintberg: Det Store Spørgsmål
Anmeldt på Vejle Musikteater 20. februar

Se turnéplan