Musikhuset Århus skulle den 24. februar huse den "Lord of the Dance"-forestilling, hvor Michael Flatley, som har skabt forestillingen, for sidste gang skulle deltage som aktiv danser. Flatley blev til manges skuffelse desværre syg, hvorfor publikum kun oplevede ham som et hologram. Til gengæld brillerede Morgan Comer som en talentfuld arvtager.
Forestillingen er noget af et udstyrsstykke med kæmpeskærm til visuelle effekter, elevator i gulvet til brug for hurtig entré og exit af de medvirkende og gigantiske hologrammer til at understøtte handlingen.
Der er ikke længere meget irsk dans over forestillingen, men showet har naturligvis også måttet udvikle sig i løbet af de ca. 20 år, der er gået, siden verden første gang fik øjnene op for Riverdance ved det internationale Melodi Grand Prix i 1994 i Dublin.
Historien i Lord of the Dance - Dangerous Games er dels en kamp mellem de gode og de onde, og dels handler forestillingen om, at hvis man har en drøm, og man er villig til at arbejde hårdt for den, så er intet umuligt. I forestillingen hentydes til, at Michael Flatley selv har fået lagt mange hindringer i vejen, som han skulle overkomme for at nå sit mål om at blive Lord of the Dance.
Alle medlemmer af ensemblet er utroligt talentfulde lige fra den lille fløjtespillende alf over violinspillerne og sangerinden til de dygtige dansere. Der er ikke en finger at sætte på noget. Det kan derfor irritere så meget mere, at det skulle være nødvendigt at lade de kvindelige dansere danse rundt kun i undertøj og de mandlige i bar overkrop. Danserne er så talentfulde, at det ikke er nødvendigt at trække fokus væk fra dansefærdighederne ved at klæde dem af.
Nu hvor Michael Flatley ikke længere danser rollen som Lord of the Dance, deles partiet af tre forskellige unge mænd; Matthew Smith, James Keegan og Morgan Comer. I Musikhuset Århus var det Morgan Comer, der dansede rollen som Lord of the Dance, og det klarede han rigtigt flot. Han er en talentfuld danser og klarede også Michael Flatleys sædvanlige flødebolleagtige gejlen-publikum-op-rutine, så Michael Flatley kan, med sindsro, give stafetten videre.
Forestillingen er et storslået show med mange visuelle effekter og rekvisitter. Historien om kampen mellem det gode og det onde fungerer ikke særligt godt, men danserne er utroligt dygtige og håndterer meget alsidige koreografier. Der er mange numre, hvor enten den mandlige eller de kvindelige dansere er i gang, men knapt så mange hvor mænd og kvinder danser sammen. Det er synd for kemien i forestillingen, der måske ad denne vej kunne have fået lidt mere kant.
Lord of the Dance - Dangerous Games
Musikhuset Århus
24. februar 2015
