Mehr Nachrichten

 
Literatur
Kopierne som grafisk roman

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kopierne som grafisk roman
Fr 20. März 2015

Ungdomsromanen "Kopierne" mindede på mange måder om Ridley Scotts film "Blade Runner". Og nu har "Kopierne" også fået sat billeder på teksten - om end det er som illustreret roman og ikke som film. Et godt bud på en mere letlæst version for de knap så ordglade læsere.

Jesper Wung-Sung udgav sin ungdomsroman Kopierne første gang i 2010, og nu er den netop genudgivet som grafisk roman med Søren Jessens illustrationer.

Kopierne handler om drengen Jonas. Jonas er tilsyneladende en helt almindelig dreng med helt almindelige problemer. Lige indtil han en dag kommer hjem fra fodbold, og hans forældre nægter at lukke ham ind.

Det viser sig, at Jonas blot er en kopi af den rigtige Jonas. Og at han nu - hvor den rigtige Jonas er rask, er blevet helt overflødig og skal deaktiveres.

Jonas stikker af og møder på sin flugt to andre kopier, drengene Ian og Ronnie. Sammen forsøger de tre at undgå kopibefrierne, som har til opgave at deaktivere kopier, der ikke længere skal bruges.

Historien udvikler sig til en fortælling om både venskab, moderne teknologi og etik.

I denne nye version, som er illustreret med Søren Jessens enkle, men virkningsfulde streg, bliver fortællingen noget mere fragmenteret end i den originale roman. Handlingen står dog stadig lige klar, og når øjet har vænnet sig til at hoppe rundt på siden for at finde ordene, glider læsningen helt problemfrit. Man befinder sig på sin vis i limbo mellem roman og filmisk fremstilling.

Søren Jessens tegninger er meget stemningsskabende. Med tilsyneladende simple virkemidler fremmaler han stemninger, følelser og bevægelser på bogens sider. Også selve den grafiske opsætning af teksten er med til at skabe dynamik og fokus i fortællingen.

Et af de mest geniale træk i den originale udgave af Kopierne var måden, som Wung-Sung lader sproget udvikle sig, efterhånden som fortællingen skrider frem. På samme måde som Jonas, ændrer sproget sig til at blive mere og mere fragmenteret og gennemsigtigt. Og netop her understreger Søren Jessens tegninger for alvor handlingen. For både illustrationer og sidetal går også nærmest i opløsning hen mod bogens slutning.

Ideen med at genudgive Kopierne i illustreret udgave er egentlig oplagt, fordi Jesper Wung-Sungs fortælling ligger så godt i tråd med tidens populære ungdomsfilm. Oplevelsen vil ganske givet dele vandene. De bogelskende, ordgnaskende læsere vil helt sikkert finde den fragmenterede stil forstyrrende, mens det for de mindre garvede læsere er en oplagt mulighed for at give sig i kast med kvalitetslitteratur uden at drukne i alt for teksttunge sider.

Så det korte af det lange er, at udgivelsen af denne nye Kopierne er en win-win for alle. Fortællingen holder stadig og er ikke blevet mindre aktuel i løbet af de forgangne fem år, og med denne version er der nu åbnet op for, at endnu flere læsere kan få glæde af romanen.

Jesper Wung-Sung: Kopierne
Illustreret af Søren Jessen
114 sider, Høst & Søn
ISBN: 978-87-638-3575-6