(Foto: Teatret Svalegangen)
Der er drøn på. "Frøken Smilla" er ikke bare en traditionel dramatisering af en roman. Det er voldsomt, insisterende og i bakspejlet lidt fascinerende, men kun en god oplevelse, hvis man er helt med på, at det er rod og rabalder på scenen.
Frøkens Smillas fornemmelse for sne er ikke lige til at sætte i bås. Svalegangen omtaler stykket som en "genre-zapper mellem thriller, drama og poetry slam med lydkompositioner". Det er meget rammende, om end musikken og de medfølgende lyde og brøl fylder voldsomt meget mere, end der lægges op til.
Romanen opføres/fortælles/synges/spilles og råbes ud på scenen. Med to skuespillere/musikere og ikke meget mere end deres instrumenter, et bord og en stol får de opført en forholdsvis tung roman på kun 80 minutter. Det er ikke almindeligt teater - det er musisk støj, råben, dialog og fortælling på én gang for at gøre historien så insisterende som muligt - og insisterende er den, bare ikke på en smuk måde. Den bliver smidt lige i hovedet og tværet rundt, så det tangerer ubehagelighed en stor del af tiden.
Man ser ikke et teaterstykke; det er en bog, der bliver udfoldet på scenen, og lige som når man læser en roman, danner man her selv billederne inde i hovedet. Nok er opsætningen ekstremt pågående, men den tilfører i bund og grund ikke noget nyt til Peter Høegs roman. Når lyset er tændt og lydsporet væk, sidder der en tom fornemmelse tilbage, og man spekulerer over, hvorfor historien skulle skriges ud, og især hvorfor det lige skulle være Frøken Smillas fornemmelse for sne. Det kunne være hvilken som helst roman, der blev spillet/råbt/sunget ud.
Der er ikke en finger at sætte på Jonas Littauer og Mille Maria Dalsgaard, som fylder alle rollerne - de brænder igennem uanset, hvilken rolle der spilles, men nok så godt skuespil hjælper ikke, hvis grundlaget ikke er til stede i form at en fængende og relevant fortælling.
FRØKEN SMILLAS FORNEMMELSE FOR SNE
Teatret Svalegangen
Fra 7. december er forestillingen på turné:
Se spilleplan
