Forhåbentlig var det dronningen og Prins Henriks tilstedeværelse, der gjorde skuespillerne i Ivanhoe nervøse - fik Sonja Richter til at snuble over både å'er og trappesten og Nikolaj Lie Kaas til at humpe mere overbevisende, end nødvendigt er. Hvis ikke, er Det Kongelige Teaters millionsatsning en flad fornemmelse uden teaterets sædvanlige føling med især de gode replikker
For hvert år, endnu en forestilling sættes op i Ulvedalene i Dyrehaven, sender jeg Kulturby 96 en kærlig tanke. Det var nemlig under det ellers så forhadte kulturår, traditionen med teater i det fri blev genoptaget efter at have ligget brak siden 1949. Første forestilling i det bakkede landskab var af Oehlenschläger, og i år - knap 100 år senere - rider Ivanhoe over scenen med Nikolaj Lie Kaas som galionsfigur. Øvrige karakterer som Søren Sætter-Lassens Wamba og Ole Ernst som faderen Cedric er ellers mere nævneværdige.
Den klassiske historie kræver ingen introduktion, så publikum kan ukoncentreret inhalere den sprøde luft og lade synssansen bombarderes med hesteoptræden, tage-til-fange-tag-fat og borgbrand. Luk endelig ørerne, for replikkerne er klodsede, alyriske og uvedkommende. Symboler, nærkampe og slagne mænd fortæller deres del af historien, ligesom lidende, elskende kvinder fortæller sin. En slags kongeligt teater for døve, måske..?!
Ivanhoe er Det Kongelige Teaters dyreste produktion nogensinde med et budget på 20 millioner kroner. Scenografien virker - en borgkonstruktion med 51 sammenklappelige sider til de forskellige scener - og kostumerne er ikke til at tage fejl af. Narren har narrehat, jøden snabelsko og helten er konstant blodigt såret. Hvorfor tænker man så skolekomedie inden attraktiv familieforestilling? Det synes, at Kasper Bech Holten har fejlbedømt friluftsscenen, så de store følelser rikochetterer i bakkerne og kastes tilbage på publikum som baldrede bagerbrødsposer. Ironisk nok bliver det narren Wamba, der stjæler publikums hjerter og opmærksomhed og dermed Søren Sætter-Lassen, som markerer aftenens bedste præstation.
Når dét er sagt må tilføjes, at Ivanhoe i Ulvedalene er, som Ivanhoe skal være. De 3.500 publikummer forstummer behørigt, da Mørkeborg falder i ildkamp, ligesom Rebeccas færd på bålet og Ivanhoes heltemodige redning af samme er se-værdigt. Om det alene er billetprisen værd, må bero på individuel beregning.
