Med Hr. Kolbert tager Århus teater hul på den første af i alt tre forestillinger inden for temaet "Studio i sort", som er en slags dogmeteater, hvor der ikke anvendes den store scenografi, men hvor skuespillerne er i centrum og skal bære historien.
Stykket er skrevet af den tyske dramatiker David Gieselmann. Til rollerne er valgt nogle meget dygtige og overbevisende skuespillere, og det er disse skuespillere, som i den time og 15 minutter stykket varer, formår at holde publikum fanget og på pinebænken, for hvad er der sket med Hr. Kolbert!
Hvis man er til dogme film og kunne grine af humoren i film som "blinkende lygter" og "de grønne slagtere", så vil Hr. Kolbert helt sikkert være et hit. Stykket er fyldt med groteske situationer. Skuespillerne formår at få strukket handlingen langt ud, uden at det på noget tidspunkt bliver pjattet og for langt ude.
Stykkets start minder meget om "Hvem er bange for Virginia Woolf". Et ungt par venter på at få besøg af kvindens kollega og dennes mand. Da parret ankommer får de at vide at der ligger et lig i kassen på gulvet. Dette lig er ingen andre end en af pigernes fælles kollegaer, Hr. Kolbert. De unge par fortæller, at de har dræbt ham fordi de kedede sig og mente, at drabet ville få dem til at føle sig mere levende. Spørgsmålet er så, om det unge par virkeligt har slået Hr. Kolbert ihjel, eller bare har en syg form for humor. Gæsterne bliver drevet rundt i manegen og ved til sidst hverken ud eller ind og publikum er med hele vejen.
Hvad der er sket, hvis der overhovedet er sket noget, med Hr. Kolbert, skal ikke afsløres her. Grundtemaet i historien er, at man skal være tæt på døden, for at kunne føle sig levende, men hvad hvis man stadig ikke føler noget, efter af have været tæt på døden, hvad er der så tilbage-Ingenting?
Hr. Kolbert spiller på Århus teater Studio fra den 26. september til den 18. oktober.
I stykket ses de fremragende skuespillere: Kasper Leisner, Kirsti Kærn, Anders Holst, Sarah Gottlieb, Lars B. Pihl og Henrik Studstrup.