Den 5. december gæstede skuespillere fra Sofia Statlige Musikteater Musikhuset Aarhus, da Johann Strauss den yngres operette "Zigeunerbaronen" blev opført.
Historien fortælles med stor humor, blandt andet optræder svinebaronen Zsupán med en udstoppet gris i første akt, så der ikke kan herske tvivl om hvad han laver. Den kgl. kommissær Conte Carnero forsøger også at snige sig væk, mens hans nyfundne kone Mirabella har fat i hans hvidpudrede paryk i den tro, at hendes mand er indeni den. Den udbredte brug af humor er med til at gøre operetten mere folkelig. Brugen af almindelig tale mellem sangene gør også sit for at lette forståelsen og gøre stykket mere spiseligt for almindelige mennesker, som synes operaer generelt er for langtrukne med for meget sang.
Man skulle tro, at Zigeunerbaronen var skrevet specielt til det franske publikum i 1800 tallet, hvor der skulle være et dansenummer i begyndelsen af anden akt, og der var en tendens til, at der blev gjort mindre ud af første akt, fordi de, der betød noget, alligevel først kom i anden akt. Selv om dette skulle være tilfældet, behøver skuespillerne jo ikke den dag i dag at sjuske gennem hele første akt, så denne egentlig lige så godt kunne have været udeladt, og så først begynde at præstere en nogenlunde hæderlig indsats i anden akt.
Skuespillernes talent for skuespil var nærmest ikke eksisterende, og endnu engang blev en opera opført uden overtekster i musikhuset Århus. Det er yderst generende for handlingsforståelsen og det er ufatteligt at alle operaer ikke bare automatisk bliver tekstet, ligesom tilfældet er på det kgl. teater i København. Det bedste, man kan sige om det opsatte stykke, er, at der var nogle helt fantastiske dansere med, især blandt kvinderne. Koreografien til kvindernes danse var helt fantastisk, mens mændene virkede meget feminine i deres dans. De havde slet ikke det maskuline udtryk, der ellers forbindes med mandlige sigøjnere.
Der var ingen af stemmerne, der var helt fantastiske, men alle sang rent og stemmestyrken var afstemt efter musikken, så det rent faktisk var til at høre sangerne over musikken, hvilket ellers tidligere har været et problem. Stykkets virkelige stjerne er ikke sigøjnerbaronen men sigøjnerpigen Saffi. Både hendes sang og hendes skuespil overstråler langt præstationerne fra alle de andre medspillere. Saffis plejemor Czipra er også rigtig god både i stemme og udtryk og hele stykket ville i det hele taget vinde meget, hvis sangerne havde modet til at udtrykke sig dramatisk gennem kropssproget og ikke bare gennem deres sang.
