"The Last Samurai" er netop landet i de danske biografer, og med hoverolleindehaver Tom Cruise er gulvet kridtet op til endnu en storfilm. Men har instruktør Edward Zwick mere på hjertet med sin samuraihistorie end Tom Cruise med fuldskæg og uniform og knivskarpe kampscener af Gladiatordimensioner?
Det er ikke helteassociationer, der springer en i øjnene ved vores første møde med Kaptajn Nathan Algren (Tom Cruise). Algren er en respekteret officer i den amerikanske hær anno 1876, men er så dybt mærket af sin rolle i indianerkrigene, at hans eneste lindring i al selvforagten og væmmelsen er whiskyflaskens søde bedøvelse.
Da Algrens tidligere øverstbefalende under indianerkrigene tilbyder ham en attraktiv hyre for at tage med til Japan og lære kejseren moderne vestlig krigsførelse, accepterer Algren med en slet skjult trods og had. I Japan genoplever Algren indianermareridtene på ny; denne gang i form af kejserens opgraderede hær, der skal nedkæmpe det japanske svar på indianeroprørerne: de stolte samuraier.
I et naivt forsøg på at rydde de erfarne samuraikrigere af vejen går det grueligt galt for kejserens hær, og Algren bliver efter stædig kamp på livet taget til fange af samurailederen Katsumoto. Katsumoto kan ikke få sig selv til at dræbe denne fremmede fjende, og bringer ham i stedet hårdt såret til hans søns landsby for at 
lære ham bedre at kende. Som skæbnen vil det, er det Katsumotos søster og samtidig enken til en samurai, som Algren har dræbt, der får til opgave at pleje og passe fjenden. En romantisk forbindelse mellem de to er selvsagt ikke til at komme uden om. Kærligheden bliver ikke overgjort, hvilket betyder, at krigerens fortælling får lov at styre historiens gang.
Det, der starter som kamp mellem to fjender, udvikler sig til et åndeligt broderskab mellem lærlinge af krig, og Algren finder en savnet ro i samuraiernes rene oprindelige livsstil. Ikke overraskende vælger den tidligere Kaptajn derfor at kvitte sin uniform og trække i samuraidragten, da det store slag skal stå mellem den veludrustede hær og de traditionelle samuraikrigere. I øvrigt storslåede kampscener med konstante paralleller til indianerkrigere.
Jeg må medgive Tom Cruise sin upåklagelige - lidt forventede - præstation, men herudover er The Last Samurai absolut seværdig for andre end de inkarnerede Tom Cruise fans. Især Ken Watanabe i rollen som den stolte samuraileder giver Tom Cruise fuldt modspil. Man får i det hele taget en fornemmelse af, at der filmen igennem ligger en dyb respekt og fascination for den historiske baggrund helt ned i de mindste detaljer. At der er tale om umage fra instruktør Edward Zwicks side af, understreges kun af, at de japanske karakterer får lov at snakke japansk og ikke bare amerikansk med asiateraccent. Selv Tom Cruise forsøger sig med den japanske tunge. Sidst men ikke mindst er filmens centrale konflikt mellem den moderne verdens kyniske industrisyn over for de oprindelige folks traditioner og æreskodeks et tema, der virker lige væsentlig i nutidens Irak-efterkrigstid. Jeg må konkludere, at denne storfilm gør sig fuldt fortjent til det store lærred.
