2004 var året hvor Dansk Melodi Grand Prix blev holdt uden for København, hvor stjernernes tøj med en enkelt undtagelse eller to var uden glitter og glimmer og hvor den kendte standard Melodi Grand Prix sang blev væk.
Ny, international stil
Mændene var klart i overtal ved dette års Melodi Grand Prix. De to kvindelige sangere i konkurrencen sang både kønt og rent, men havde temmelig intetsigende numre. Det mest markante og overraskende ved Grand Prix'et 2004 er helt klart ændringen i musikstilen. Væk er dansktop og kitschnumre til fordel for indiansk regndans, latinorytmer og strygeinstrumenter på scenen. Det var tydeligvis sangen, der var i højsædet og meget få af deltagerne havde gjort noget ud af koreografi og/eller dansenumre.
For formentlig første gang i Grand Prix historien opstod der hurtigt bred enighed om, hvem der skulle vinde. Både under generalprøven og det rigtige show var publikum vilde med Tomas Thordarsons Sig det' løgn, som er skrevet af Iver Lind Greiner. Der blev klappet og danset mellem stolerækkerne, samt råbt og skreget hver gang Tomas opnåede fuldt pointtal under optællingen.
Tilbage til folket
Det meget stive og formelle fra det Europæiske Melodi Grand Prix i Parken var pillet væk og det var tydeligt at man stilede imod at gøre showet til en morsom folkefest igen. Hertil var valget af Peter Mygind som vært rigtigt godt og Papkasseshowet var virkelig gode til at holde gejsten oppe hos kunstnere og publikum i pauserne. Det virkelige scoop var dog Grand Prix Pia, som i den grad kunne fyrer op under latteren under præsentationerne af sangerne. Nana Larsens ansigtsudtryk, da hun blev spurgt om hun brugte sin uddannelse som biolog på scenen, var guld værd.
De virkede som om publikums engagement og støjniveau kom som en overraskelse for arrangørerne. De havde aldrig oplevet en sal, der i den grad kogte under afviklingen af Melodi Grand Prix, så alene derfor kan det være at Århus også foretrækkes næste gang, sangkonkurrencen skal afholdes. Det virkede lidt mærkeligt at Peter Mygind hele tiden skulle spørge Natasja Crone, om sangerne var kommet frem. Det burde da være en enkelt sag at give besked i øresneglen når sangerne var klare. Begge værter var dog super-professionelle og det blev aldrig pinligt, når kameraet skulle frem og tilbage flere gange og den ene eller den anden hurtigt skulle finde på noget for at trække tiden ud.
Forhåbentlig går det godt for Tomas Thordarson til det europæiske Melodi Grand Prix i Tyrkiet den 12. maj.
Fotos: Troels Lind
Læs også reflektioner om MGP - et show for sjov og følg med bag kulisserne.