"In the Cut" er en ny thriller med Meg Ryan i en ganske anderledes rolle som den lidt kedelige og sexglade Frannie, der pludselig hvirvles ind i en brutal mordsag. Filmen, der bygger på Susanna Moores bog af samme navn, er instrueret af Jane Campion (The Piano, Portait of a Lady) og produceret af Nicole Kidman, og er noget så sjældent som en krimi set gennem en kvindes øjne.
I forbindelse med et brutalt kvindemord bliver Frannie afhørt af den karismatiske betjent Malloy, og begge mærker straks en voldsom, gensidig tiltrækning. Der er dog et problem: Frannie mener bestemt, hun har set ham på en bar, hvor han fik et blowjob af den døde kvinde, kort før mordet. Selvom hun kun har set manden i dårlig belysning, mener hun at genkende hans meget særprægede tattovering. Men Frannie har svært ved at tro sådan om den mand, hun har et forhold til - og der er andre mænd i hendes omgangskreds, der virker lige så mistænkelige.
Den smudsige storby
In the Cut er alt andet end den sædvanlige Meg Ryan film: Både personer og miljø er rå og uhumske, sexscenerne er meget udpenslende og afslørende i forhold til almindelige film, og overalt dukker der parterede ligdele op. Meg Ryan selv spiller en grå mus med sjasket hår og briller, som dog bliver mere kvindelig, efterhånden som filmen og hendes affære skrider fremad. Hun er en frigjort, selvstændig kvinde, der ikke nødvendigvis føler sig forpligtiget over for en mand, bare fordi de har været i seng sammen, hvilket på sin vis er befriende.
På den anden side bliver dette triste storbymiljø fremhævet og udpenslet i en sådan grad, at det virker som en stor kliche. Vi møder ikke andet end korrupte politimænd, liderlige mænd og kvinder og en flok strippere. Som kontrast hertil har vi den romantiske fortid, hvor Frannies forældre mødte hinanden - visuelt forstærket ved skift til sort-hvid. De virker som lyriske intermezzoer til krimidelen, der sætter tempoet lidt ned, og samtidigt flettes de senere ind i Frannies mareridt på en højst ubehagelig og effektiv måde.
Tøjter og machos
Jennifer Jason Leigh spiller halvsøsteren Pauline, der også elsker mænd, men endnu mindre kan få det til at fungere. Hvor Frannie er stereotypen på den kedeligt klædte intellektuelle, oser Pauline af sex med sine små kropsnære kjoler. Rollen som den ulykkelige og usikre, lidt sumpede og lettere promiskuøse kvinde ligner hendes tidligere roller; men det gør hende ikke mindre overbevisende. Også Meg Ryan er meget velvalgt som Frannie, og da man først har indset, at det ikke er en af hendes sædvanlige roller, glemmer man alt, man tidligere har set af hende. Hun får lov til at se både jævn og almindelig ud det meste af tiden, og både hendes angst og sorg virker gribende.
Mark Ruffalo virker lidt tvivlsom som uimodståelig betjent; men han er meget troværdig som skummel og frastødende betjent. For øvrigt bliver også han lidt fiksere i løbet af filmen. Hans væsen er barskt og lidt for macho; så man tiltror ham hurtigt lidt af hvert. Filmens største præstation skal dog findes i en birolle: Kevin Bacon er fantastisk som den dybt neurotiske og utilregnelige Graham, der nærmest er besat af Frannie. Han er både komisk og frastødende på en gang, og selvom han er en stakkel ud over alle grænser, spørger man også snart sig selv, hvor vidt han mon vil gå overfor en kvinde, der afviser ham.
Gys og kliché
Som krimi er In the Cut ganske udmærket. Selvom den fra tid til anden bliver en smule forudsigelig, kommer de vigtige ting dog bag på en, og indtil sidste øjeblik er man ikke helt sikker på, hvem der mon er morderen - og om han overhovedet har noget at gøre med Frannie. Miljøet bliver som sagt en tand for meget, som med den store alfons, hvis mave buler ud nedenunder den sorte trikot, eller den misantropiske elev, der afleverer opgaver om massemordere, dekorerede med blod på forsiden.
Den klassiske kærlighedshistorie mellem den (måske) forfulgte kvinde og hendes beskytter er forvandlet til en sidehistorie, der først og fremmest skal portrættere miljøet og øge spændingen - og den handler lige så meget om det at være enlig kvinde i en moderne storby som om et møde mellem to mennesker. Det er der sådan set ikke noget i vejen med; men alle personerne er, selvom de er godt spillede, blot klichéfyldte stereotyper. Alligevel formår den at levere nogle gys, og er som sådan både skræmmende og seværdig.
