Mehr Nachrichten

 
Literatur
Operation Tiberias

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Operation Tiberias
Di 13. Apr 2004

"Operation Tiberias" er en utrolig spændende roman, som er bygget over nogle faktiske hændelser, som de fleste har set i nyhederne eller læst om i avisen. F.eks. den amerikanske præsidents erklæring vedrørende en fredsplan i mellemøsten kaldet "road map to peace" samt de hjemlige nyheder omkring malingkast på statsministeren. Rolf Boysens måde at bygge historien op gør at den bliver meget troværdig, så troværdig faktisk at man bliver i tvivl om, hvorvidt den er sand eller fiktion.

Rolf Boysen har tydeligvis lavet et omfattende research arbejde til Operation Tiberias. Hans viden om de forskellige interesse- organisationer i Mellemøsten er imponerende. Dem der kender lidt til København, vil også hurtigt få en fornemmelse af, hvor de steder ligger, som omtales i bogen, selv om adresserne ikke nævnes direkte.

Hvor omhyggelig Rolf Boysen end har været med baggrunden, så kan det ikke erstatte det mildest talt kedelige indtryk, man får af dialogen. Visse sætninger har forkert ordstilling og manglende ord, således at det er tydeligt, at det aldrig ville lyde rigtigt, hvis en person talte på den måde. Havde det så bare været udlændingenes dialog, som havde den slags fejl, så kunne man tro, det var med vilje, men det forekommer som oftest i dialogen mellem to danskere. En anden ting, der virker så irriterende, at det faktisk ødelægger en del af fornøjelsen af en ellers rigtig god bog, er at Rolf Boysen har en midaldrende politimand til at sige "Please" i slutningen af sætningen hver gang han beder om noget, uanset om det er kæresten eller en overordnet, han taler til. Den måde at tale på kunne have fungeret fint, hvis det drejede sig om en teenagers sprogbrug, men det falder totalt til jorden og bliver utroværdigt, når en politimand over 40 taler på den måde.

Udover den til tider kiksede dialog er bogen spændende, og man har svært ved at slippe den, før sidste side er læst. Der sættes spørgsmålstegn ved, om man kan stole på det, man læser i avisen og ser i fjernsynet. Har journalisterne fundet frem til sandheden, eller får de en stærkt redigeret version, som passer den, der fortæller den, bedst muligt. Med tanke på filmen "Nettet" kan man også blive meget bekymret for, hvad fremmede magter med adgang til følsomme oplysninger kan fabrikere af usandheder omkring en uskyldig.

Kort sagt er det er spændende bog med masser af underholdning, men der er samtidig nogle aspekter, man kan tænke over, også når den sidste side er vendt.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Rolf Boysen: Operation Tiberias
Gyldendals forlag
328 sider
Udgivelsesdato: 13.04.2004
ISBN: 87-02-02526-4