Mehr Nachrichten

 
Literatur
Sort lune

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Sort lune
Mo 19. Apr 2004

Kriminalromanen "Black dog" fra 2000 var Stephen Booths debut som forfatter, og modtog straks Barry Award-titlen som den bedste britiske kriminalroman det år. Nu er den blevet oversat til dansk, hvor den har fået titlen "Sort Lune". Her følger vi den sympatiske Ben Cooper, hvis liv er ved at gå i opløsning og den barske Diane Fry, der sammen skal opklare mordet på den purunge Laura Vernon.

Lig i lasten
15-årige Laura er meldt savnet, så politiet er i gang med en storstilet eftersøgning i det ufremkommelige terræn i nationalparken Peak District i det Nordengland. Det bliver dog den fåmælte, gamle Harry Dickinson, der finder hendes løbesko og leder politiet på sporet af hendes lig. Hendes forældre er utrøstelige, men alligevel er både de og resten af egnen underligt usamarbejdsvillige. Hvad er det, de skjuler, og hvordan kan det være vigtigere end at finde pigens morder?

Diane Fry er nytilkommen kriminalbetjent, der brænder efter at vise, hvad hun kan. Der hentydes til uheldige omstændigheder, der har fået hende til Peak District, men de lader kun til at have gjort hende mere beslutsom og ambitiøs. Hun får derfor hurtigt et horn i siden på Ben Cooper, der er født og opvokset på egnen og af alle fremhæves som super-betjent. Hvad hun ikke ved, er at hans far er blevet dræbt to år tidligere og at hans mor lider af dyb skizzofreni. Hun foragter hans intuition og han ryster på hovedet af hendes stramme logik, der ikke lader hende bøje reglerne den mindste smule. Men hvis der skal være nogen chance for at finde Lauras morder, må de lære at arbejde sammen.

Umulig at gætte
Det mest iøjenfaldende ved Sort Lune er den påfaldende lighed med komplottet i Twin Peaks: Cooper efterforsker mordet på sexede teenager Laura i Peak District! Det er næppe en tilfældighed; men lighederne holder dog snart op. Ben og Dianes historier er på mange måder lige så vigtige som selve historien om Laura - hvilket selvfølgelig hænger sammen med, at Sort Lune kun er første bind i en serie på foreløbig fire bind. Det tilføjer da også kriminalgåden en yderligere dybde, at vi involveres i efterforskerenes lidet behagelige, personlige liv, selvom portrætteringen af Diane Fry til tider kan synes lidt stereotyp.

I efterforskningen kan man forundres over, hvad forfatteren synes, vi bør vide, og hvad der kan springes hurtigt over. F.eks. nævnes Lauras klassekammerater, men vi hører kun karakterudsagn af folk, der næsten ikke kendte hende. Det virker lidt besynderligt, omend der hen ad vejen viser sig en grund til, at vi f.eks. er mere interesserede i nogle pensionerede minearbejderes udsagn. Hvem morderern er, er næppe til at gætte før helt til sidst, og motivet endnu mindre - og det er selvfølgelig godt, for der er intet værre end en forudsigelig krimi. På den anden side har læseren ikke en fair chance for at trænge til bunds i mysteriet selv, omend gruppen af mistænkte kan snævres stærkt ind hen mod slutningen.

Beskrivelsen af det lille samfund
Det er i beskrivelserne af det smukke Derbyshire landskab og landsbyboerne, at bogen for alvor viser sin storhed. En af grundene til deres manglende hjælpsomhed ligger nemlig i, at Lauras familie er rige tilflyttere uden nogen tilknytning til lokalsamfundet. De få, der kender dem nærmere, er dem yderst fjendtligt stemt, og selv Ben, der har levet i området hele sit liv, er forskrækket over beboernes fjendske stemning. Harry Dickinson, hvis svigersøn arbejder for Graham Vernon, Lauras far, er portrættet på den fåmælte provinsboer, der kun åbner munden, hvis det er strengt nødvendigt; mens modpolen dannes af Vernons hushjælp, den evigt nysgerrige og sladrende Kelk. Der lægges tydeligt vægt på værdier som familie og venskab, der i sig selv berettiger løgn, intriger - og måske endda mord?

Sort Lune er oversat af Michael Krefeld, og han gør det udmærket, for krimien er flydende og medrivende. Der er dog enkelte vendinger, hvor man ikke kan lade være med at spørge sig selv, hvad der mon har stået på engelsk: F.eks. virker det lidt atypisk, at gamle mennesker skulle afslutte deres sætninger med et "ikke?" og brugen af ordet "ven": "Den slags ville jeg huske, ven ... Hun havde aldrig brudt sig om at blive kaldt 'ven' af unge mænd" virker ikke velvalgt. Oversættelsen af titlen "Black dog" har nok også voldt hovedbrud, og spørgsmålet er om Sort Lune er lige så sigende? Den sorte hund viser sig nemlig at spille en afgørende rolle, både i Coopers barndomsmareridt og i selve mordefterforskningen.

Alt i alt er Sort Lune en medrivende kriminalroman, der gør meget ud af persongalleriet og samtidigt leverer en gåde, der er næsten umulig at knække. Den kan varmt anbefales til enhver krimi-elsker, der formentligt herefter vil holde skarpt øje med fortsættelsen, Dancing with the Virgins.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Stephen Booth: Sort Lune
Gyldendals Forlag
Sider: 336
Udgivelsesdato: 16.04.2004
ISBN: 87-7955-247-1