Mehr Nachrichten

 
Literatur
Kommandant i Auschwitz

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kommandant i Auschwitz
Mo 19. Apr 2004

Auschwitz - Navnet er blevet synonym med menneskelig ondskab og de værste, men også mest organiserede grusomheder i historien. Rudolf Höss var kommandant i Auschwitz, og må derfor pr. definition være en af historiens ondeste mænd. Efter krigen blev han henrettet, men inden da nåede han at skrive sine erindringer og hans syn på forløbet.

Bogen Kommandant i Auschwitz udkom første gang på dansk i 1959, men Gyldendal har genudgivet bogen i en revideret oversættelse. Tillige er der tilføjet både forord og efterskrift af Therkel Stræde fra Syddansk Universitet, samt et meget omfattende noteapparat.. Dette noteapparat er uundværligt, da Rudolf Höss muligvis var en effektiv kommandant, men som forfatter var hans evner stærkt begrænsede.

Rudolf Höss fortællersprog ligner i meget af bogen talesprog, hvilket gør bogen svær at læse glidende. Værre er det dog, at han skriver meget indforstået. Det kræver et godt kendskab til krigens forløb, for at læseren kan følge med. Der savnes en rød tråd, da de overordnede linjer stort set ikke beskrives. F.eks. nævner han ikke med et ord, at krigen stopper. Den meget indforståede fortællestil afhjælpes dog stort set af det fremragende og meget uddybende noteapparat, der fint forklarer mange af de historiske rammer, som Höss springer alt for let henover. De få steder, der ikke er noter til at forklare, savnes de meget pga. den overfladiske fortællestil.

I bogen beskrives hele Rudolf Höss liv. Helt fra hans barndom frem til få uger før henrettelsen. Ungdomsdelen er historisk meget interessant. Den beskriver selvfølgelig mennesket Höss, men i højere grad den historiske ramme, hvorunder grundstenen for nazismen blev lagt. Desværre gør han intet ud af at fortælle, hvordan han selv bliver glødende nazist, dette ville ellers nok være en af de mest interessante vinkler overhovedet. F.eks. omtaler han først efter et fængselsophold, der afsluttes i 1928, at han er medlem af NSAPD fra 1922. Han kommer således ikke ind på, hvordan han har accepteret et antisemitiske livssyn.

Bogen er fyldt med bortforklaringer og argumenter for det skete, som set med nutidens øjne ikke hænger sammen. Det vil føre for vidt bare at nævne en brøkdel her. Nogen forklaring på, hvordan nazisternes udrydningslejre kunne opstå, får man ikke i denne i bog. Han undskylder ikke sine handlinger, men indrømmer, at der blev begået fejl af det tyske rige, og at der ikke var nogen grund til at slå så mange mennesker ihjel. Denne indrømmelse sker dog mest som beklagelse over, at Tyskland tabte krigen, ikke fordi han indser det forfærdelige i det, han har gjort. Da jødeudryddelsen begynder at blive omtalt, går han ikke i dybden med sine følelser. Han væmmes men adlyder ordren. Han kommer ikke ind på, hvorfor han accepterer ordren, men bruger den dog som undskyldning for, at han handlede, som han gjorde. Han ser sig som en beskytter af fangerne og mener, at han behandlede dem godt. Mishandling skyldes brutale vagter og udryddelsen Himler - ergo var han selv uskyldig.

Ud over selve selvbiografien, indeholder bogen to øvrige afsnit af Höss. Det ene beskriver mere detaljeret og kronologisk jødeudryddelsen, mens det andet beskriver de møder som Höss havde med Himler, chefen for SS. Det første afsnit giver et nogenlunde overblik over forløbet set fra Höss side, men heller ikke her får man som læser en forståelse hvordan det kunne ske.

Bogen er et meget interessant bidrag til historien, og kan varmt anbefales til alle der interesser sig for 2. verdenskrig eller mellemkrigstiden. Ud over det meget gennemarbejde noteapparat, er Therkel Strædes gennemgang af teksten og forholdene omkring jødeudryddelsen et særdeles godt supplement til bogen. I dette efterskrift analyser han godt og grundigt både bogen og det skete fra flere vinkler. Det eneste man savner under læsningen er en mere udførlig liste over de tyske militære titler, samt et kort med beskrivelse af alle kz-lejrene.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Rudolf Höss: Kommandant i Auschwitz
Gyldendals Forlag
Sider: 336
Udgivelsesdato: 13.04.2004
ISBN: 87-02-02234-6