I efteråret kunne forventningsfulde Quentin Tarantino-fans stifte bekendtskab med den nådesløse hævntørstige brud i skikkelse af en sværdsvingende Uma Thurman. Det var i første del af Tarantinos fjerde film "Kill Bill - Vol.1". Nu, knap et halvt år senere, er 'Dræberbruden' tilbage på lærredet for at gøre regnskabet endeligt op i "Kill Bill - Vol. 2".
Helt overordnet handler Kill Bill om en kvindes stædige jagt på en mand ved navn Bill (David Carradine). Og det er ikke så underligt, at kvinden og den forhenværende lejemorder "Black Mamba" er fuld af hævngerrig blodtørst. Bill, der var hendes forhenværende arbejdsgiver og elsker, har nemlig skudt hende, da hun stod som gravid brud, og myrdet hendes eneste venner og kommende mand under deres bryllupsforberedelser. Uheldigvis for Bill og hans medbragte bødler overlever 'Bruden', og efter fire år i koma vågner hun med en eneste tanke i hovedet: "Kill Bill"!
I Kill Bill - Vol. 1 trak Bruden sit blodige spor efter sig til Tokyo. Her anskaffede hun sig sit dødbringende specialdesignede sværd, hvorefter hun egenhændigt huggede sig gennem Bill's elitemorder O-Ren Ishii og hendes private hær. I Kill Bill - Vol. 2 kommer Bruden hele tiden et skridt nærmere Bill, og dermed et skridt nærmere hævnens søde udløsning. Men inden endestationen i Mexico hos Bill er nået, gør bruden undervejs ophold i El Paso for lige at sætte de sidste krydser på sin dødsliste, hvilket Bill's bror Bud (Michael Madsen) samt lejemorder Elle Driver (Daryl Hannah) får at føle.
Ligesom i Kill Bill Vol. 1 mærker man i 2'eren, hvordan Tarantino forførende og bevidst udnytter sine ynglingsgenrer i film lige fra spaghetti westerns til japansk samurai- og tegnefilm til at skabe sit helt særlige filmunivers. Billederne er lækre helt ned i mindste detalje og på det visuelt filmiske plan fungerer universet uden tvivl 100%! Når det så er sagt, så er det, efter undertegnedes beskedne mening, en skuffende indholdsmæssig oplevelse, der slet ikke kan måle sig med indpakning eller stemningen i Vol. 1. I Vol. 1 glemte man tid og sted, fuldstændig opslugt af Tarantin'ske effekter i form af groteske men urealistiske voldsscener og overdimensioneret actionpower, der kun kan henlede en til tegneseriernes verden. I Vol. 2 er det, som om den dybere mening maser sig på, som baggrunden for Brudens hævntogt forklares og forståeliggøres for os. Bag den kolde, voldelige kvinde gemmer der sig både følelser og tabt kærlighed, og den unådige lejemorder forvandles langsomt til en hunløve, tvunget ud i dødelig kamp for sin unges skyld.
Jeg er selv kvinde og fan af både Q-power og kærlighed. Men når nu Tarantino er 'mesteren' i at gå mod ensretningen, hvad film angår, når netop han besidder det helt unikke talent for underfundige dialoge og knivskarpe billeder, hvorfor skal vi så forstyrres med kærlighedsdramaets historie også her? Jeg ville personligt have foretrukket lidt mere fandenivoldsk Tarantino-action og lidt mindre følelsesspil. Til gengæld kan man nyde Bill's bror Bud, der iklædt alle en mands værst tænkelige træk, er både ynkelig og usympatisk halvfed, spyttende, øldrikkende og uduelig og samtidig dødsens farlig på en sygelig måde.
Har man set Kill Bill Vol. 1 skal man selvfølgelig ikke snyde sig selv for opgøret i Vol. 2. Det er under alle omstændigheder en film med unægtelig Tarantino-særpræg, og, den unødvendige kærlighedskovending til trods, så kan man altid nyde billedsiden og med mellemrum de dialoger, der stadig røber 'mesterens' tilstedeværelse.
Foto: Nordisk Film
