Mehr Nachrichten

 
Literatur
En jødevenlig ung dansker

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En jødevenlig ung dansker
Mi 5. Mai 2004

Den nu 87-årige Allan O. Hagedorff fortæller i "En meget jødevenlig ung dansker" sine erindringer fra sine år i Nazityskland. Han flyttede fra Danmark til Tyskland i 1940 for at arbejde som boghandler, på trods af at han som homoseksuel og kvartjøde var i fare for at miste livet ved denne handling. Ud over at bogen beskriver et spændende liv, er det også rart at høre om hverdagen i Nazityskland og ikke kun krig, koncentrationslejre og lidelse. Disse elementer er selvfølgelig også med, men står ikke i centrum som i de fleste andre bøger om anden verdenskrig.

En meget jødevenlig ung dansker er en spændende bog, med en anden tilgangsvinkel til krigsårene end de bøger man normalt støder på.. Allan O. Hagedorff er et af de mennesker, som er stødt ind i den ene berømthed efter den anden i sit liv, samt nok har haft et mere farverigt og begivenhedsrigt liv end de fleste.

Allan O. Hagedorff fortæller om sin opvækst med to meget forskellige forældre samt hvad de hver især har betydet for den person, han blev til. Han besluttede ret hurtigt at han ville være boghandler, men han var også interesseret i at arbejde i udlandet, så det prøvede han også som ganske ung mand. Det var i en boghandel i Tyskland, han første gang mødte Fritz, som han senere skulle flytte sammen med.

Da Hagedorff flytter til Tyskland i 1940, har han skaffet en attest, der fortæller, at han er arier, ellers kunne han ikke have fået arbejde i Tyskland. Han begynder hurtigt at arbejde for at skaffe hjælpepakker til jøder i jødekollektiver og koncentrationslejre. På mirakuløs vis bliver han aldrig taget, og det lykkes ham at slippe uden om alle forhindringer uden men, til forskel fra mange andre.

Udover at En meget jødevenlig ung dansker er et spændende vidnesbyrd over et usædvanligt liv, har Hagedorff også nogle spændende betragtninger over f.eks. Hitlers ubehag over at skulle give hånden til Jesse Owens, almindelige tyskeres opførsel overfor jøderne og de efterfølgende forklaringer om, at de ikke havde vist noget om koncentrationslejrene, Asta Nielsens opførsel overfor Hitler og den måde hun senere blev modtaget i Danmark, etc. Hagedoffs bog giver et godt billede af hverdagen i Tyskland under Anden Verdenskrig, fordi han selv var med i begivenhedernes centrum.

En meget jødevenlig ung dansker beskriver også Fritz og Allans tilværelse efter krigens slutning, deres oplevelser af Berlin-blokaden og luftbroen og til sidst deres flytning til Danmark, hvor Fritz dør af kræft et par dage, før han stod til at skulle udvises af Danmark, hvilket Allan O. Hagedorff havde holdt hemmeligt for ham. Da muren faldt i 1989 tog Hagedorff af sted til Leipzig for at opleve endnu en historisk begivenhed i byen. På det tidspunkt blev tyskerne kaldt det lykkeligste folk, men det har Hagedorff også nogle lidt anderledes betragtninger om.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Else Cornelius: En meget jødevenlig ung dansker - Allan O. Hagedorff fortæller til Else Cornelius
Gyldendals Forlag
Sider: 176
Udgivelsesdato: 05.05.2004
ISBN: 87-02-02436-5