Mehr Nachrichten

 
Literatur
Pi's liv

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Pi's liv
Mo 30. Aug 2004

I romanen "Pi's liv" bevæger vi os fra Pondicherrys store paradis af dyr i Pi's forældres zoo over flugten fra det ændrede politiske klima med nogle af dyrene i en slags Noahs Ark på vej mod USA til Pi's egen lille ark de 227 dage, han driver om på Stillehavet efter skibbrud. Læs den darwinistiske robinsonade og bliv klog på.. ja, det er valgfrit.

"En historie, der kan få dig til at tro på Gud." Det loves læseren indledningsvist i den Bookerbelønnede bestseller Pi's liv om den 16-årige inder Pi, der er opkaldt efter fransk for svømmebassin, piscine, men senere selv har forkortet for nemheds skyld. Selve handlingen i den gudsbenådede fortælling er så enkel, at den kan skrives på et riskorn - uden sammenligning i øvrigt med de, der tidligere har nedfældet hele bibelen dér.

Der sker som følger: Dreng går ned med damper og tilbringer 227 dage på Stillehavet med dele af fragten. Og fragten er blandt meget andet dyr fra forældrenes zoologiske have i Pondicherry, Indien. Helt præcist havner vores hovedperson og romanens fortæller på en hjemmegjort tømmerflåde i selskab med en godt 200 kilo tung bengalsk tiger, en orangutang, en hyæne og en såret zebra. En våd, gribende, barbarisk og livsklog robinsonade er begyndt, og ved enden er læseren - hvis da ikke denne møder Gud - blevet klogere på dyrepsykologi og har fået en overleveret fornemmelse af, hvordan mangt og meget kan tage sig ud som spiseligt, samtidig med at man selv indtager rollen som den største lækkerbisken for sine medrejsende.

Når Pi's liv ikke lige beskæftiger sig med overlevelse, er det begrebet tro, der fabuleres over. Pi selv er indbegrebet af den vestlige verdens åndelige frigørelse med Hollywoodstjerner som frontfigurer - han er kun teenager, men mødte Jesus som 14-årig og en overbevisende imam som 15-årig, hvorfor han som 16-årig har valgt at dyrke de to religioner sammen med sin oprindelige hinduisme. En voldsom, ekvilibristisk individualisme, der dårligt matcher de to af verdens tre store monoteistiske verdensreligioner. Men lad nu det ligge, for der er også stof til eftertanke i romanens små illustrationer af, hvad tro betyder for det sete. Hør hér:

Biologilæreren, der er ateist, og den muslimske bager mødes og ser en zebra. 'Allahu akbar' udbryder bageren, mens biologilæreren blot mumler zebraens latinske navn. Hvor den troende ser Guds under, ser biologen system og orden. Hvem af dem lever i den rigeste og mest mangfoldige verden? Hvem har den bedste fortælling om livet? Ham, der ser Guds tegn i alt, eller ham, der ser forskellighederne?

Pi's liv giver ingen svar, men spiller Jeopardy med læseren - der stilles mange spørgsmål, og det er os, der forventes at sidde klar ved klokken med svarene. Tag plads i fødekæden.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Yann Martel: Pi's liv
Borgens Forlag - Borgen Hardback
Sider: 325 sider
Udgivelsesdato: 06.08.2004
ISBN 87-21-02365-4