Hvor ofte sker det, at man i dansk film får lov at opleve ægte vovemod og overlegent talent udfolde sig i smuk samklang på det hvide lærred? Og så endda fra en spillefilmsdebutant! Jeg er ikke i tvivl: instruktør Nikolaj Arcel har fået det til at ske. Med sin politiske thriller "Kongekabale", har han begået en dansk succes af kongeformat.
Politisk thrill på hjemmebane
Politiske thrillere tilhører normalt en gerne, vi danskere ubevæget lapper i os, når der står Hollywood på afsenderen. Vi har alle fulgt med i historien om den lidt for nysgerrige journalist eller lidt for ærlige politiker, der i sandhedens tjeneste får hele kliken af FBI/CIA og mafiaen på nakken. USA har alle ingredienserne til en godt gys. Men Danmark kan faktisk godt være med. Alene forhistorien til Nikolaj Arcels Kongekabale emmer af langt mere under det politiske gulvtæppe, end vi danskere går rundt og tror. Filmen bygger på den tidligere konservative pressechef og spindoktor Niels Krause-Kjærs skarpladede spændingsroman af samme navn. En roman, der, på trods af sine fiktive navne og miljøer, efter sigende fik sveden frem på panderne af de mest rutinerede Christianborg'ske ansigter. Også filmen tager udgangspunkt i et aldeles fiktivt univers men med så klare paralleller til den virkelige verden, at handlingens autentiske islæt ikke et øjeblik slipper sit overbevisende favntag.
Korthuset vakler
I Anders W. Berthelsen finder vi vores hovedperson, den ambitiøse journalist Ulrik Torp. Torp, der selv er søn af en tidligere justitsminister, bliver af sin chef udvalgt til at være deres mand inde på Christiansborg. Som følge af et tragisk biluheld, hvor landets kommende statsminister fra Midterpartiet bliver livsfarligt kvæstet, er Torps opgave at følge med i den videre udvikling og ikke mindst det magtopgør, der udspiller sig. Ud af den blå luft får Torp en saftig historie lækket af Midterpartiets egen spindoktor, som den kvikke journalist et splitsekund efter får trykt på forsiden af sin avis. Torps historie viser sig dog at kræve utilsigtede ofre. Dette giver ham så store kvaler, at han glemmer alt om karrieren og i stedet satser sit og faderens gode navn for at rode bod på sin fejl.
Præstationer, der rammer plet
Nikolaj Arcel har i sin rollesammensætning bestemt ikke sparet på stjernenavnene på den danske skuespillerhimmel. Side om side med Anders W. Berthelsen ses bl.a. Søren Pilmark som magtsyg toppolitiker, Ulf Pilgaard som Torps far og ekspolitiker, Nicolas Bro som journalist, Kurt Ravn som redaktør, og sådan fortsætter det. Der er de danske film, hvor stjerneombruste og udvandede skuespillere forstyrrer og i værste fald ødelægger filmens troværdighed. Så er der de film, hvor de folkekære skuespillere tilfører handlingen ekstra karakter og slagkraft. I Kongekabale er det heldigvis den sidstnævnte effekt, der gør sig gældende.
Anders W. Berthelsen udfylder sin karakter på en overbevisende og sympatisk måde, som den på en gang stædige idealistiske journalist, og sønnen der oven i købet må udkæmpe sit endelige opgør med sin far. Valget af det kvindelige modstykke til Søren Pilmark, som den oplagte kandidat til statsministerposten, er tilfaldet den i filmsammenhæng knap så kendte skuespillerinde Nastja Arcel, der ligeledes synes at ramme plet. Hun spiller med en forfriskende autoritetsudstråling, uden at det bliver et arketypisk billede på den tapre kvinde, der kæmper en uretfærdig kamp i en mandsdomineret verden. Lars Brygmann, der spiller hendes mand, er som sædvanlig en fornøjelse. I denne sammenhæng i en velspillet rolle som den ynkelige og fortabte forretningsmand og ægtemand. Det er lidt svært ikke at trække på smilebåndet af Nicolas Bro, den mildest talt belastende og egenrådige journalist, der kommer Torp til undsætning. Men selv dette lidt komiske rollevalg tilfører kun filmen nogle passende uhøjtidelige pusterum midt i al dramatikken.
Skuespillet må alt i alt siges at gå op i en højere enhed med handlingen. Resultatet er en spændingsfornemmelse, der forbliver intakt filmen igennem. Billederne og manuskriptet skaber tilsammen en sjældent velfortalt fiktion, der kommer til at virke mere troværdig og tankevækkende end langt størstedelen af de mainstreamede nyheder i virkelighedens medier.
Ubegrundet frygt
Nikolaj Arcel har udtalt at hans frygt, for at ingen ville tage en dansk politisk thriller seriøst i lille hyggelige Danmark, længe afholdt ham fra at forfølge sin drømmefilm. Da han med romanen i hånden så endelig tog springet, røbede den flere måneders lange research dog et helt andet og ganske uhyggeligt billedet af gamet i dansk politiks inderkreds. Det var anonyme kilders benhårde beretninger om magtmisbrug, kynisk spin og sygeligt magtbegær. Frygten for, at der gik hyggelig andedam i plottet, blev gjort til skamme. Som tilskuer mærker man da også tydeligt ekkoet af instruktørens insiderviden, der gør sit benarbejde for filmmanuskriptets succes - og det virker. Nikolaj Arcels budskab er såre enkelt: om kongekabalen går op, afhænger i sidste ende af, om man er venner med de rigtige. Hvad enten det er journalisten, der noterer eller politikeren, der beslutter. Det er tilfældighedens spil, der afgør magtudfaldet.
Se spilletider.
Foto: Per Arnesen.
