Russiske komponister, filmmusik og børn dominerede Tivolis familiekoncert med symfonikerne og "børnenes helt egen Bubber". Og så var der selvfølgelig forældrene, bedsteforældrene og dirigenten. Alle havde de (vi?!) selvfølgelig et håb om, at poderne kunne suge lidt finkultur til sig, at oplevelsen ville blive uforglemmelig, og at der kunne opstå magi i mødet mellem de to.. Men meget af tiden og opmærksomheden gik til tissepauser, løbende børn på midtergangene og forsøget på at holde Bubbers eventyroplæsning ud.
Sjællands Symfoniorkester havde spændt buen hårdt op og fundet barnligheden frem, og begge dele klædte det overgearede program ved Tivolis familiekoncert lørdag den 30. oktober: Kabalevskijs galop, Prokofievs musikalske eventyr om Peter og ulven samt John Williams fabelagtige og udødelige filmmusik til eventyrfilmene Harry Potter og Star Wars. Anstrengelserne var sat i scene for at give familier en på opleveren, og det lykkedes sådan nogenlunde.
Ved første blik i programmet kunne Kabalevskijs galop undre, men den viste sig at have en overordentlig pædagogisk funktion - kort inde i koncerten skulle Bubber og dirigent nemlig vise, hvordan man nedbryder barrierer mellem 'dem' på scenen og 'os' på gulvet, og en publikummer blev opfordret til at indtræde i rollen som dirigent. Det gjorde Nikolaj på 11 uden at tøve, og efter en minimal instruktion kunne han uden problemer klare rytmen til galoppen med den uanselige taktstav. Stuur stuur nummer, der fuldt ud levede op til sin (stumme) formålserklæring.
Mere kritisabel var Bubber i rollen som formidler af den klassiske musiks hovedsten - de forskellige instrumentgrupper i orkestret. Personligt ser jeg ikke nødvendigheden af at lave et "sjovt" ordspil i at kalde bratscher for 'bras' og stimulere den visuelle forståelse med omtale af basserne som "store violiner". Her er en spade en spade. Og det var han.
John Williams filmmusik er blændende håndværk - men måtte jappes noget igennem på grund af uro i salen. Måske programmet skulle have været vendt på hovedet, Bubber udeladt og forældrene blevet hjemme. Se, så kunne kunstnere og tilhørere være kommet hinanden ved under langt mere afslappede former. For klassisk musik er da afslappet, er det ikke?
