Efter 10 dage med et imponerende udvalg af dokumentarfilm fra hele verden kan CPH:DOX for andet år i træk lukke festivalsdørene i med en god fornemmelse i maven. Eller kan de? For mens trendfilm om surfkultur, graffiti og street art trak fulde huse, kunne dokumentarfilm om livets barske alvor hos norske teenagere og afrikanske sygdomsramte knap fylde en enkelt stolerække. Jeg var en af de få, der valgte instruktøren Michael Klints film "Get a Life" om hans møde med den barske virkelighed i Nigeria. Det blev et møde, jeg aldrig glemmer!
Afrika uden filter
Slår man op på beskrivelsen af Get a Life i den fine programavis til CPH:DOX, vil man finde et charmerende billede af to hvide herrer omgivet af en flok små søde afrikanerskikkelser. Et snapshot fra Afrika, de færreste danskere ville få kaffen galt i halsen af. Men ved dette billede stopper velbehaget og den gode fornemmelse i maven også. For ser man lidt nærmere på billedet, kan man se, at den lille flok står foran et hospital - "Noma Children Hospital". Og børnene smiler ikke helt normalt men blotter deres deforme tandsæt med noget, der ligner hareskår. Men det er ikke hareskår, den danske instruktør er taget til Nigeria for at udforske. Det er derimod den dødelige sygdom Noma, der ætser ansigterne væk på underernærede syge børn i den tredje verden. En sygdom, den hvide verden er lykkelig uviden om, men som kan betyde døden for de ca. 100.000 småbørn, der hvert år rammes af den. Det er barske sager, Michael Klint og hans fotograf og følgesvend Claus Bie disker op med i Get a Life. Visuelt barsk, fordi sygdommens pestlignende karakter viser sine symptomer i de vansirede og bortætsede små afrikanske ansigter. Følelsesmæssig barsk, fordi man som beskuer må sidde tilbage med en følelse af magtesløshed og foragt over vestens medvirken til sygdommens rødder: Sult og fattigdom.
Ingen skjult dagsorden
En ting er filmens billeder, der ligesom sygdommen, har en ætsende effekt på den ellers så beskyttede nethinde. En mindst ligeså vigtig side af filmen er dens brug af reflekterende kommentarer til den fremstillede afrikanske virkelighed. Get a Life er Michael Klints personlige eksperiment med Lars von Trier-påfundet "Dogumentary". Ligesom i tilfældet med de berømte - nogle ville sige berygtede - Dogme95-film, skal dokumentarfilminstruktørerne i dette koncept overholde nogle strenge filmregler. Klint har dog i forbindelse med Get a Life fortalt, at han kun kunne overholde en 70-80 % af disse regler. Men ikke desto mindre tyder noget på, at bevidstheden om disse regler har gjort noget godt. For resultatet er en helt igennem unik, personlig og rystende oplevelse. Det skyldes ikke mindst, at ligeså meget vi lærer om Noma-ofrene, ligeså meget lærer vi om instruktøren selv og fotografen. Gennem deres spontane, ærlige og temmelige blottende kommentarer, får man lov at opleve deres tanker og beslutninger - og diskussioner -, omkring det, de filmer, og den omverden der ikke interesserer sig for det, de filmer. På den måde bliver filmen mere end en handling, den bliver et symbol på vestens syn på et menneskelivs værd.
Nedslående forudsigelse
Michael Klint filosoferer afrundingsvist på, hvem der overhovedet gider at se hans film, når den handler om sortes håbløse skæbner. Han spørger, om det eneste, der kan få os op af stolen, i virkeligheden ikke er, når hvide og identificerbare liv sættes på spil? Man må sige, at han rammer smerteligt klokkerent denne aften i hans forudsigelse, eftersom jeg med en klump i halsen må konstatere tilstedeværelsen af en sølle 8-10 andre mennesker i biografsalen. Get a Life er ikke trendy og har heller ikke vundet priser. Så hvorfor spilde tid på den? Fordi Michael Klint har skabt et stykke medie-kritisk tankestof, som alle tv-/medieforbrugere burde tage til efterretning. Jeg kan kun håbe på, at DR, takket været von Triers altid så mediebevågne navn, holder deres løfte om at sende samtlige "Dogumentary"-film på tv. Så må vi bare håbe, at det ikke bliver i den bedste sendetid, så den velsmagende aftenkaffe forbliver i den rigtige hals!