Tirsdag den 15.02. havde norske "Gåte" fundet vej til et 3/4 fyldt Pumpehuset. Stemningen var god, men det lykkedes aldrig helt for bandet at rive publikum med - til dels pga. guitaristens irriterende og infantile stunts.
Gåte består af fem unge musikere fra Trøndelag i midt-Norge, der har specialiseret sig i at blande traditionel, nordisk folkemusik med moderne rytmer.
Koncerten indledtes med Fredlysning fra deres nyeste album "Iselilja" (2004) - en af de sange, der er skrevet i samarbejde med lyrikeren Astrid Krog Halse. Herefter fulgte den vidunderlige vise om Bendik og Årolilja, fra debutalbummet "Jygri" (2002). Da denne anmelder er mest fortrolig med dette album, var det naturligvis sangene herfra, jeg blev mest begejstret over at høre - men bandet sørgede heldigvis for, at man kom godt rundt i hele deres produktion i stedet for kun at promovere den nye cd.
Helt fantastisk var det, når Gunnild med honningsød stemme begyndte at fortælle om historierne bag de traditionelle sange, selvom det til tider var vanskeligt at forstå hendes norske gennem al larmen. Her lykkedes det virkeligt at fremkalde en saga-atmosfære, som hun efterfølgende prøvede at fastholde vha. sin særprægede, selvabsorberede dansestil. Det er også som regel ved disse sange, at der indtræder den helt unikke, traditionelle norske kveding, som altid begejstrer publikum. Når hun får lov til at bruge sin sopran til det fulde, formår Gunnild virkelig at fp det til at løbe koldt ned ad ryggen på en.
Den moderne folkevisestil stod dog til tider i skyggen af en næsten gotisk stemning, som også afspejlede store dele af publikums fremtoning. Især i starten var scenen hyldet ind i en tæt tåge, hvorfra Gunnild lyste igennem, mens violinsten og guitaristen fra tid til anden kom springende frem og bassisten og trommespilleren kun svagt kunne anes. Efterhånden blev disse dog også hevet frem i lyset, og der blev gjort en indsats for, at ikke kun sangerinden skulle være synlig.
Lidt for synlig blev dog med tiden guitaristen Magnus Børmark, der legede rocklegende og i et væk stormede hen over scenen, sprang ned fra højtalere, kylede med projektører osv. Hvadenten manden var gedigent stiv eller bare spillede smart, så blev det hurtigt parodisk og trættende, og hvad værre var, så stjal det opmærksomheden fra selve musikken og den stemning, resten af bandet prøvede at fremkalde.
Heldigvis sluttede bandet med nogle af sin smukkeste numre, hvorved det til en vis grad lykkedes at udviske det kiksede indtryk, Børmark havde gjort. Med Bruremarsj frå Jämtland fik Gåte endelig rigtigt fat i publikum, og de to ekstranumre, Sjå Attende og Sjåaren, var uovertrufne.
