"Kunst i det åbne rum" er en utroligt stor og inspirerende udstilling, som involverer stenskulpturer, malerier, tøj, bronze, keramik, pileflet, glas og meget andet. Udstillingen arrangeres af murermester og stenhåndværker Ole Richter.
I udstillingen er der noget for en hver smag, de udstillede værker er til salg, og de fleste kunstværker virker som noget, man godt kunne forestille sig hjemme hos sig selv, ulig mange af de værker, man ser rundt om på museer og kunstgallerier.
Mere end 50 kunstnere fra hele landet er repræsenterede i udstillingen, som løber fra lørdag den 19. februar og alle de efterfølgende weekender frem til søndag den 13. marts. Her vil 50 procent af udstillingen blive skiftet ud og den "nye udstilling" vil så kunne opleves i hele påsken.
Udover alle de forskellige og fremragende kunstværker man kan få at se på Kringelled 32 i Egå, er der også udstillet 296 Århus billeder, som nok især vil tiltale de historisk interesserede. Her kan man dels se forskellen på før og nu og dels læse en beskrivelse af hvert billede, så man får et godt indblik i byens udvikling fra begyndelsen af det forrige århundrede op til i dag.
Udstillingen afvikles på Kringelled 32, Egå, og der er skilte fra Grenåvej. Udstillingen er åben i weekenderne fra 11.00-16.00 samt i Påsken fra den 24-28 marts. Se mere.