Vor Frue Kirke har oparbejdet en god tradition for at opføre Bachs Matthæuspassion. Denne fredag - om end ikke langfredag - var publikum beæret med bl.a. Johan Reuter og medlemmer fra Concerto Copenhagen. En besætning, der holdt den barokke stil i ave og lod påsken oprinde tidligere end forventet.
Jøderne venter stadig på, at Messias kommer, ligesom de kristne venter på hans genkomst. Den brogede flok af blandet social, religiøs og geografisk herkomst, som overværede Bachs Matthæuspassion i Vor Frue Kirke fredag den 18. marts, var ikke i tvivl: Messias er her allerede, og han har i de mellemliggende flere tusinde år taget navneforandring til Johan Reuter.
Og det er jo dejligt - sådan at være velsignet med en velmoden og rungende bas, der kan gøre det ud for et Jesussubstitut. Særligt, når Jesus er hovedingrediens i en tre timer lang musikalsk opførelse af Jesu lidelseshistorie fra Matthæusevangeliet.
Bachs monumentale værk for dobbeltorkester og en håndfuld solister blev uropført langfredag 1729, hvorefter værket tilbragte 100 år i støvet for igen at blive taget frem samme tiårs langfredag næste århundrede. Siden da har ingen heldigvis vovet at overse Matthæuspassionen, om end den med udviklingen er blevet noget mere vanskelig at få på plads rent praktisk. For hvem spiller i dag på viola da gamba, continuo, obo d'amore eller da caccia?
Denne fredag - som formentlig af profitorienterede årsager ikke var langfredag - havde barokorkestret Concerto Copenhagen været påskegavmilde og udlånt et antal musikere med den rette skoling udi barokken. Så det var ægte Bachbuer, der fløj hen over strengene, en ophøjet Allan Rasmussen på det ene continuo (cembalo) og livlige gambespillere, som tog både deres forhistoriske instrumenter og opgaven med rette kirkelige alvor. I sig selv indløsningen af en billet værd.
Johan Reuters Jesus var klangligt perfekt og velafstemt. Så perfekt, at han næsten blev himmelsk. Hvilket egentlig udgjorde en pudsig kontrast til Thorvaldsens Jesusfigur bagved i sin gyldne karnap, der mere ligner 'menneskesønnen'. Så manglede altså blot helligånden for at fuldende treenigheden, og den nedsænkede evangelisten Rufus Müller og alten Patrick van Goethem over det talstærke publikum med deres omhyggelige omgang med den tyske libretto. Hvor Patrick van Goethem havde udseendet imod sig, vandt han dog alles hjerter med arien Erbarme dich, mein Gott.
Københavns drengekor var udadleligt, og trods flere og ganske graverende smuttere både hos solister og dobbeltorkesteret var oplevelsen i sin helhed tør, dramatisk og nærværende - ganske som forventet af Bach.
