Mehr Nachrichten

 
Literatur
Skelet-øen

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Skelet-øen
Fr 15. Apr 2005

Teenage-agent redder verden fra en gal russisk general med en atombombe og forelsker sig undervejs i den smukke Sabina Pleasure! Overordnet lyder plottet i Anthony Horowitz's nyeste historie om Alex Rider som en stor kliché - det gør agentromaner måske i virkeligheden som regel; men faktisk er "Skelet-øen" både spændende og medrivende, så snart man suspenderer sin skepticisme overfor plottet og bare nyder den linde strøm af action.

14-årige Alex Rider er det britiske efterretningsvæsens hemmelige trumfkort. Uheldigvis er han i livsfare og er nødt til at forsvinde en tid, og derfor låner de ham ud til CIA på en rutinemission i Cuba. Det viser sig dog snart, at den simple overvågning kun er et skalkeskjul, og at agenterne, der skal agere hans forældre, leder efter en atombombe. Uheldigvis bliver de sat ud af spillet, og nu er det op til Alex at forhindre, at millioner af mennesker bliver dræbt, fordi den russiske general Sarov ønsker at omskrive sit lands historie.

Som antydet er der mange steder, hvor troværdigheden halter, og hvor man som voksen læser kan have lidt svært ved at tage bogen seriøst - især omfanget af den katastrofe, der skal afværges, men også det faktum at Alex i indledningen bliver topmålet for en kinesisk mafia og dets utallige medlemmer. Sarovs hjælper er en krydsning af horrorfilmens vampyrtjener Igor og Frankensteins monster: Syet skævt sammen efter en dødelig eksplosion halter den tidligere lejemorder rundt og finder nydelse i sadistiske mordmetoder. At det eneste rare element i hele bogen, set ud fra Alex's synspunkt, optræder i form af en ung pige, der oven i købet hedder "Pleasure" til efternavn virker meget lidt subtilt, også selvom det er en børne- og ungdomsbog.

Der er dog heldigvis også mange forsonende træk ved bogen. Først og fremmest er den et langt adrenalinboost, også selvom man ruller med øjnene indimellem. Alex får ikke lov til at slappe af længe af gangen, og det gør læseren heller ikke. Og plottet viser sig heldigvis ikke at være helt så unuanceret, som man kunne forledes til at tro - især Sarovs vaklende følelser overfor Alex er med til at hæve bogen over det endimensionelle. Stor litteratur bliver det aldrig, men bogen er både sjov og spændende, og lige sådan en, jeg ville have taget med i sommerhuset, hvis jeg stadig var 14 år.

Anthony Horowitz: Skelet-øen
Forlag: Sesam
Sider: 224
Udgivelsesdato: 07.03.2005
ISBN: 87-11-22185-2