Mehr Nachrichten

 
Sonstiges
Motto

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Motto
Di 26. Apr 2005

- Guldkorn fra 50 topledere i dansk erhvervsliv

Arbejdsmiljø og -tænkning kommer fra oven. Derfor er det en væsentlig lille bog, som netop er udkommet: "Motto". Topledelse i få ord, leveret og forklaret af personligheder som Carsten Koch, Lars Kolind, Anne Knudsen og Christian Stadil.

Der er mange jeg-fortællere i journalisterne Christina Boutrup og Jens Peter Skaarups nye 'antimanagement-bog', Motto, med undertitlen Guldkorn fra 50 topledere i dansk erhvervsledere. Helt præcist er der altså 50 af slagsen - nogle mere fantasifulde end andre. Men hvis den nysgerrige læser nu springer de mest fantasiforladte som f.eks. 'Carpe Diem' og 'Man kan, hvad man vil' over, er det ikke uinteressant at dykke ned i tankerne bag mottoer som 'Brug altid den lille sneskraber' og 'Fortæl bageren, hvornår brødet skal være færdigt'.

Andres erfaringer kan være vigtige elementer i ens egen udvikling, og det, som gør Motto til en vigtig lille bog - og rigtignok, som også forfatterne ønsker: anderledes end de traditionelle managementbøger - er dens evne til at præsentere læseren (måske en potentiel leder..) for et antal livs- og ledelsesfilosofier, der kan prøves på i et tankeeksperiment og herefter forkastes eller omfavnes.

Det er værd at lægge mærke til, hvordan 'held' er et hyppigt omdrejningspunkt. For hvad har held egentlig med ledelse at gøre? Tjah, flere af de danske topledere i Motto svarer direkte og indirekte, at heldet kommer med flittighed og nytænkning, og således anskuet er der måske snarere tale om dygtighed. Men i Jantelovsdanmark er held nok mere gangbart..

På behagelig vis bliver man begavet og belært i Motto, og det er fristende at slutte af med et hjemmegjort motto: Topledere forgår - mottoer består!

Christina Boutrup og Jens Peter Skaarup: Motto - Guldkorn fra 50 topledere i dansk erhvervsliv
Forlag: Aschehoug
Sider: 157
Udgivelsesdato: 30.03.2005
ISBN 87-11-11775-3