|
|
De synger, spiller, fortæller, gestikulerer - og ikke mindst artikulerer. Peter Klitgaard har været i Danmarks fire verdenshjørner fra Bornholm til Lemvig, fra Sønderjylland til Als og talt med nationens brødre og søstre. Det er der kommet en kær lille film ud af.
To ting slår seeren som noget af det første, når dokumentarfilmen I Danmark er jeg født løber over skærmen. At det danske sprog er ganske mageløst og varieret plus at man selv som landsmand sukker efter undertekster.
Når den første undren er forduftet, er det mest overraskelsen over, hvor pudsigt et land, Danmark er, som står tilbage. Det er da i hvert fald godt, at kronprinsesse Mary delvist lærte dansk med Matador og ikke denne dokuperle! Sine steder er den direkte uforståelig, men det er en del af hensigten - ligesom de "manglende" undertekster er det.
Filmen er bygget op som tableauer; en form, fremtidens filmskabere har lært af fortidens og nutidens number one, Jørgen Leth. Billede på billede rulles Danmarks sjove dialekter op som en status over sprogets duven i vinden til bevarelse for eftertiden. Og bevaringsværdig er I Danmark er jeg født bestemt.
Nuancerigdommen får hjertet til at hoppe i brystet, og man elsker sine tungekrummende brødre og søstre ubetinget. De unge kvinder fra Lemvig erkender, at sproget kan være en barriere, når man færdes uden for hjemstavnen, men de holder af dialekten som en del af deres sindelag. Sindelaget skinner også igennem hos de øvrige optrædende - det symbiotiske ægtepar fra Fyn, der afslutter hinandens sætninger på syngesprog, og ældre mænd over frokosten, som luner sig selv og hinanden med anekdoter.
Både filmtitel og tilhørende titelsang er en vel fortjent begemand til den knudrede nationalsang. Vi vil ha' H.C.A, vil vi! I Danmark er vi nemlig født!
