Lidt mindre respekt for 'de udøvende kunstnere' ville angiveligt kunne have strammet John Neumeiers personlige balletfortolkning af verdens yndlingseventyr, Den Lille Havfrue, op. Overordnet en dejlig forestilling, men sine steder ufokuseret og langtrukken. Den i litteraturvidenskaben benævnte 'biografiske læsning' er ved at have aftjent sin værnepligt, men ikke desto mindre er biografisk læsning, hvad John Neumeier byder Den Lille Havfrue i balletten af samme navn.
Balletten indledes nemlig med digterens obskure (ikke-)tilstedeværelse ved Edvard Collin og Henriettes bryllup - en fortegnet parafrase over den uopfyldte kærlighed, der i stedet kan manifestere sig i stor kunst. Af digterens tåre fødes den lille havfrue, og balletten er i gang med hovedhistorien. En historie, der lægger sig pænt op ad forlægget, men hvor havfruen ikke bliver til luftånd, men derimod forsvinder op i nattehimlen sammen med sin skaber - H.C. Andersen, der danses tilpas knoklet og koket af Erling Eliasson.
Sådan har vi ikke fået vores eventyr før! Men hvad der er mere interessant, er Neumeiers fortolkning af havfruen, der er gået i land. Susanne Grinder er som den lille havfrue kalket hvid i ansigtet og optræder i menneskenes verden som en klovn; et umodent barn, man skal bære over med, eller i bedste fald ignorere. Det er ganske forståeligt, at sportsprinsen (der portrætteres i et overfladisk liv bestående af golf og yachtsejlads) foretrækker den yndefulde prinsesse i Amy Watsons skikkelse. Det er værd at overveje, om netop denne fortolkning var forsøgt gjort mere nutidig; at prinsens dilemma var lig med den klassiske Y2K-mand, der er splittet mellem ægteskabets lokkende fængsel og den uopnåelige, eventyrlige kvinde.
Der er andre og flere meget moderne elementer foruden milenniummanden - russiske Lera Auerbachs nykomponerede partitur/larm var fuld af den moderne musiks aggressor: percussion, ligesom der var lånetoner fra både Beethoven, Bach og Chaplin. Hallå til fortiden og godaws til nutiden. Brudepigernes Hollywoodagtige Jacqueline Kennedy-pink kjoler med tilhørende pillehat er nemlig efterårets højeste mode!
Neumeier har gennemført både den underjordiske og overjordiske scenografi med stilistisk sans for det aparte - og fremhæves skal særligt valget af havheksen som japanskinspireret kriger, der drabeligt flår havfruehale af for at åbenbare et par menneskeben.
Balletten var en oplevelse. Nytænkende og fantastisk. Men noget rodet og lang. Havde de dejlige matrosdrenge dog bare været mere præcise og undervandsscenerne knap så tidsforbrugende..
Se spilletider.
Foto: Henrik Stenberg
