Publikum sidder ved konferenceborde i lyserøde kontorstole. Blyanterne er spidsede, der er et hektisk program på dagsordenen og spørgeskemaer til hver enkelt om balancen mellem arbejds- og privatliv. Fire skuespillere guider os gennem en verden af fakta, teambuilding, kaffe, kage og selvidentifikation. For vi kender det godt, ikke? Stressteater med indlagt arbejdermandskor, parodi på Helle Thorning-Schmidt og intimiteten, der forsvandt.
I de allersydligste egne af Afrika fortælles en historie: En sort mand ligger under et træ og slapper af. Så kommer den hvide mand, prikker til ham og opfordrer ham til at arbejde. "Hvorfor det?" spørger den sorte. "Joh - for så bygger du landet op og tjener en masse penge, så du kan få et bedre liv". Den sorte, der forudser en masse, hårde arbejdstimer, spørger så igen: "Og hvad så, når det er gjort?". "Ja, så kan du læne dig tilbage og slappe af," svarer den hvide. "Jamen, det er jo det, som jeg gør nu.. hvorfor ikke bare fortsætte med det?".
I Vesten, derimod, er arbejdslivet blevet den trygge, familiære kerne og familielivet et hårdt arbejde! Det er udsagnet i Det Kongelige Teaters 'teaterkonference', som viser, hvordan den hvide mands liv langsomt er blevet fordærvet af kapitalismens snedige lokken. Ikke engang den sorte mands hvile er der blevet plads til, for i den daglige spidsrod mellem alle opgaver - eller udfordringer, om man vil - må selv hyrdetimen hos det unge par sættes på skemaform for at frigøre tiden.
arbejdddigfri.com har allusioner til Arbeit Macht Frei, men på mange måder er titlen misvisende, da forestillingen heldigvis holder sig for god til at moralisere over alle os, der "arbejder for meget". For hvad er "for meget"? Er et familieliv med to fuldtidsarbejdende ikke allerede "for meget"? Forestillingens indlagte, dokumentariske statistikker og hyggelige propagandafilm fra 40'erne understreger, at det ikke er så forfærdeligt længe siden, familie stadig var familie og ikke et hårdt slid. Turbinehallerne lægger hus til 'konferencen', men ulig andre konferencer foreslås der ikke løsninger eller fremlægges anbefalinger. Foruden dem, der handler om at skynde sig endnu mere. Og hér svigter forestillingen sit ansvar for den brandesianske 'sætte problemer til debat'.
Det kunne have været en komisk ende at spinde på forestillingen, om f.eks. kærligheden også var at finde på arbejdet - kolleger imellem - således at fremtidsscenariet var en total "melt down" i arbejdet. Det kommer nok. Virkeligt eller på teaterform.
Se spilletider.
Foto: Per Morten Abrahamsen
