Mehr Nachrichten

 
Klassische Musik
La Bohème

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
La Bohème
Do 13. Okt. 2005

I 2003 lavede Jyske Opera en kæmpesatsning med en opførsel af La Bohéme, hvor rollerne var tæt besat med udenlandske stjerner, og de heldige, som nåede at få billetter, kunne bl.a. nyde Roberto Alagna og Angela Gheorghiu i hovedrollerne som Rodolfo og Mimi. I år har Jyske Opera satset på en lidt mindre ambitiøs satsning med samme opera.

Da rollerne som Mimi og Rodolfo er dobbeltbesatte, har Jyske Opera besluttet sig for at La Bohème skulle have to premierer. Den første var den 7. oktober i Åbenrå, hvor Elsebeth Dreisig og Dominic Natoli spillede hovedrollerne, den anden var den 11. oktober i Musikhuset Esbjerg, hvor det var Kari Postma Sundan og Anders Lundh, som spillede henholdsvis Mimi og Rodolfo. Det er den sidste forestilling, som denne anmeldelse er skrevet ud fra.

Sceneopsætningen er enkel men virkningsfuld og lyssætningen er utrolig gennemtænkt, hvilket især kommer til udtryk i den allersidste scene, hvor musik, lyset og sangernes skuespilstalent går op i en højere enhed og ikke kan undgå at berøre een.

Jyske Opera opererer som altid på et meget højt kunstnerisk niveau, hvor især Anders Lundh imponerer ved sin evne til at få handlingen gjort forståelig, også for dem som ikke forstår italiensk. Den sidste scene, hvor Rodolfo taber medicinglasset i sin store sorg over Mimis sygdom, går lige til hjertet, og man forstår, at en rigtig god operasanger også skal være i stand til at spille overbevisende skuespil. Kari Postma Sundan høstede også stort bifald for rollen som Mimi og også Birgitte Mosegaard klarer sig fremragende i rollen som Musetta.

Der er ikke meget at kritisere ved stykket, bortset fra at der er en smule samspilsproblemer mellem scenen og musikken. Orkestrene skifter for hvert sted, der optrædes, og det er måske det, der gør det svært at få samspillet mellem sangere og orkester til at fungere. Der var flere gange, hvor det virkede, som om sangerne stod og ventede på musikken og hinanden, og det betød, at de hurtigt kom til at minde om amatørskuespillere, hvilket de absolut ikke var. Indimellem skulle der synges duetter og endog kvartetter, hvor to par skulle stå og synge hver deres samtale samtidig, og det gik faktisk godt, så det er svært at forstå, at dirigenten ikke også kunne få tempoet i musikken til at passe med handlingen i stykket.

KultuNauts anmelder var denne aften ledsaget af en person, som havde været en af de heldige som havde overværet Alagna og Gheorghiu som Rodolfo og Mimi i opførslen i Århus for to år siden. Efter at have overværet La Bohème (2005) sagde han, at selv om det var en flot opera, så kunne det slet ikke sammenlignes med La Bohème (2003), som var helt igennem fantastisk. Det må derfor konkluderes, at de som har hørt verdensstjernerne synge hovedrollepartierne, ikke behøver tage af sted igen, men for alle andre er denne opførsel stadig en utrolig flot opera, sangerne klarer sig flot og det er en stor oplevelse, selv for folk, som normalt ikke er så vilde med opera.

La Bohème er på turné frem til 3/12 2005.
12/10: Kolding teater, kl. 19.30.
26/10: Værket Randers, kl. 20.00.
27/10: Tinghallen Viborg, kl. 19.30.
28/10: Herning Kongrescenter, kl. 19.30.
29/10: Aalborg Kongres & Kultur Center, kl. 20.00.
4/11: Musikteateret Vejle, kl. 19.30.
5/11: Musikteateret Vejle, kl. 19.30.
8/11: Odense Koncerthus, , kl. 19.30.
9/11: Odense Koncerthus, kl. 19.30.
10/11: Odense Koncerthus, kl. 19.30.
17/11: Musikteateret Albertslund, kl. 19.30.
18/11: Musikteateret Albertslund, kl. 19.30.
19/11: VUC Vordingborg, kl. 19.30.
20/11: Antvorskovhallen, Slagelse, kl. 19.30.
21/11: Frederiksborghallen Hillerød, kl. 19.30.
22/11: Frederiksborghallen Hillerød, kl. 19.30.
30/11-3/12: Musikhuset Aarhus
Se spilletider.

Foto: Anders Bach