Mehr Nachrichten

 
Literatur
Ild i papiret

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ild i papiret
So 27. Nov 2005

Nogle forfattere gør sig bedst ufortolket. Glem alt om giftermål, der aldrig blev realiseret, eller sorte krydser i dagbogen - H.C. Andersen er skøn i sin reneste form, citatformen. Og da "Ild i papiret" kun koster et tocifret beløb, burde den være fast inventar i ethvert hjem.

Øv. Først i H.C. Andersen-årets vinter kommer der en bog, som udgør nerven i den gamle digters kundskab - citatbogen. Skønne ordsammensætninger og kloge betragtninger, der løsrevet fra sin sammenhæng gør det ud for uforglemmelige fyndord. Redaktøren Jens Andersen har selv fundet matchende emneoverskrifter fra adel over klaustrofobi til ånd.

Når man en gang er blevet bekendt med optikken, at Hvide hår er alderens blomster, generer de stride, fremmede hår mindre, og Janteloven får et befriende skud for boven med Beskedenhed er en slags ædelt kryberi, som verden holder meget af. Der citeres fra romaner, eventyr og rejsebøger, og når teksten fremtræder så småt og godt, bliver der også tid til at fundere over den mest poetiske værktitel af alle, nemlig Billedbog uden billeder.

Selv citatsamlingens titel Ild i papiret er fra Andersens hånd: Et dagbogscitat fra 1856, hvor digteren angiveligt havde Drømt at jeg skrev og bogstaverne stak ild i papiret. Af det natlige flammehav udsprang tilsyneladende de uvurderlige historier, som har gjort vores knoklede ven til verdens mest oversatte forfatter.

Ild i papiret demonstrerer om noget, at man ingen stor forfatter bliver, hvis ikke der er hjerne bag ordene og perspektiv på tanken. Som digteren med vanlig sans for komik selv udtrykker det: Skrive romaner kan jeg ikke, men træde op og sige punktum kan jeg!

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Ild i papiret - 500 H.C. Andersen-citater. Udvalgt og redigeret af Jens Andersen.
Forlag: Gyldendal
Sider: 120
Udgivelsesdato: 14.11.2005
ISBN 87-02-04313-0