I scenografiens frøperspektiv præsenteres publikum for 12 forskellige mænd - alle med en fortælling om det at være far, have en far eller drømme om at have en. Betty Nansens anneksscene fortsætter den endeløse serie af stykker under overskriften 'De Andres Tanker'. Havde klichéerne blot ikke stået i kø for at komme til orde på Edison, kunne Fædre & Sønner såmænd godt have været et bud på fornyende virkelighedsteater.
Teatret er en mærkelig kukkasse. Publikum betaler for at se et stykke fiktion, der enten kan underholde, udvide horisonten eller i bedste gennembrudsstil "sætte problemer under debat". Fædre & Sønner er hverken fugl eller fisk. Man har taget et par håndfulde mænd og modelleret dem om til skuespillere, der forventes at dramatiserer deres reale forhold til begrebet 'far'. Fædre til sønner, men også sønner med fædre.
Drejebogen er meget forudsigelig - der er indtil flere af de obligatoriske indvandrere, den hjemløse, eks-narkomanen, grønlænderbarnet og bohémen. Alligevel skiller to af de 12 mænd sig mærkbart ud: Socialchefen Erik, hvis far er hjemløs, og den ærkekøbenhavnske Thomas, der legemliggør Vesterbros uddøende race af sørgelige eksistenser.
Erik er den heldige indehaver af stykkets dramatisk set mest underholdende og kødfulde historie fra Danmarks behandlersystem, som han selv administrerer, og faderen gør brug af. Det er en kærlig lettelse, da konklusionen på, hvorvidt man kan være kommunens socialchef og samtidig have sin hjemløse far rendende rundt i korridorerne, falder. Det kan man faktisk godt! Thomas sætter sig bare ned på det skrånende scenegulv og fortæller sin Christiane F-parafrase, nøjagtig som den fortælles skal. Uden omsvøb, uden fremmedord og med alt det vold, bræk og svigt, der hører til livet som narkoman. Derfor er det måske også lidt skuffende, at læse i programmet, at han i dag bor i Tårbæk med sin kæreste og barn på gule plader..
Da tæppet falder og alle mænd er synligt lettede, står spørgsmålet tilbage, om virkelighedsteater og teaterterapi for de medvirkende nu egentlig er så rasende god en idé. Kvaliteten i velskrevet teater er vel netop det højnede refleksionsniveau og finurligheden i det sproglige såvel som scenetekniske. Og hér lader Fædre & Sønner meget tilbage at ønske.