Mehr Nachrichten

 
Filme
4 Wallander krimier

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
4 Wallander krimier
Mi 7. Dez 2005

Er der noget hyggeligere en end god krimi på en kold og mørk aften? Krimielskere kan glæde sig over, at SF-film har udsendt fire af Henning Mankells Wallander-krimier på dvd. Det er dog ikke den samme Kurt Wallander, man måske er vant til at se på fjernsynet - her spilles han af en noget tyndere men ganske fremragende Krister Henriksson. Filmene er på svensk med danske undertekster.

Inden Frosten - Innan Frosten
Den første film i serien er Inden Frosten, der starter med en flok brændende svaner, men snart handler om en bestialsk mordsag. Det er også i denne film, Wallander for første gang skal samarbejde med sin datter Linda, der netop er blevet færdiguddannet som politimand og får arbejde hos politiet i Ystad. Konflikterne mellem den fraværende far og den hjemvendte datter fylder en del i filmen; men ikke så meget, at det gør filmen langsom eller går ud over plottet - her følger filmen bogen ret tro. Linda er dog også på andre måder i begivenhedernes centrum, for hendes barndomsveninde, Anna Westin, som hun flytter ind hos, er rodet ind i et eller andet, og pludselig forsvinder hun sporløst.

Krister Henriksson og Johanna Sällström er fremragende som far og datter i et lidt betændt og problematisk forhold, der vidner om svigt i barndommen; et tema, der også har betydningen for gådens løsning. Selve intrigen er dog - selvom den i det store og hele følger bogen - lidt far fetched, og hvor man i bogen får så meget information, at man har mulighed for at gætte lidt med, kommer afsløringen lidt mere brat her. Svane-afbrændingen bliver heller ikke rigtigt forklaret, hvilket er ærgerligt - måske skulle man hellere helt have udeladt scenen, selvom den er meget dæmonisk og imponerende. Jeg synes ikke, den er den bedste af de fire film; men der er gedigen spænding i den.

Dødens Horoskop - Byfånen
Göran, en harmløs landsbytosse, går ind i en bank med en indianerfjer i håret og en bombe om livet. Han får sine penge, indsat på en konto; men alligevel sprænger han sig i luften - men var det med vilje, eller er han blevet narret til det af en, der ikke ønskede, Göran skulle vidne mod ham senere? Manden, på hvis konto pengene er havnet, påstår, at han ikke kender til tossen; men snart findes han død. Wallanderne er nødt til at grave i Görans og byens fortid for at finde noget, der ligner et motiv, og slutningen overrasker alle involverede - og er ærligt talt lidt søgt! Familiebånd og slægtskab findes de mest uventede steder og har betydning for morderens gerninger - både de gode og onde. Morderen er nemlig ikke bare gennemsyret af ondskab, i virkeligheden ville han helst have undgået mordene, der kun blev nødvendige pga. en andens fejltagelse.

Mørket - Mørknet
Mørket starter med en teenagerpige, der har begået selvmord, og snart viser det sig, at flere teenagerpiger på en skole i skåne er på selvmordets rand. Linda Wallander bliver sat på sagen; men efterhånden som hun opdager, hvordan pigerne bliver udnyttet og misbrugt, er hun ved selv at gå ned med flaget. Det er tvingende nødvendigt at finde ud af, hvem det er, der udnytter pigerne, inden endnu en vælger at tage afsked med verden. Dette er en af de mest modbydelige sager, Kurt og Linda skal opklare, og samtidig en af de mest emotionelt gribende krimier, jeg længe har set. Man kan ikke undlade at føle både indignation, vrede og fortvivlelse på pigernes vegne.

Brødrene - Brøderna
Et ægtepar findes myrdet på grusom vis på deres gods. Det viser sig, at kvinden, Carolina Wachtman, er blevet voldtaget og tortureret for øjnene af sin hjælpeløse mand, Olof, inden de begge blev myrdede. Næsten fra første øjeblik er ledelsen i Stockholm på nakken af Wallander for at få sagen opklaret i en fart. Stefan Lindman (Ola Rapace), der var ny i Ystad i Inden Frosten, og som har samarbejdet med begge Wallanderne siden, får en større rolle i denne krimi, og sammen med Linda får han chancen for at bevise, at unge politifolk kan være mindst lige så dygtige som de garvede betjente - som Kurt. Efterhånden bliver det klar, at motivet for det horrible dobbeltmord er hævn - hævn for noget, der skete for over tyve år siden!

Se mere på www.sf.se/wallander

Mankells Wallander 1-4: Inden Frosten, Dødens Horoskop, Mørket, Brødrene
Spilletid pr. film: ca. 90 min.
Dansk distributør: SF-film