|
|
Kammermusikken har fået hjerterum i Mogens Dahl Instituttets koncertsal under de finurlige, fritliggende bjælker i den gamle hestestald på Islands Brygge. Senest lagde verdensstjernerne Ralph Kirshbaum og Peter Frankl vejen om ad de særprægede lokaler, og det kom der poetisk musikerotik ud af.
Som et fuldbyrdet møde mellem mand og kvinde var onsdagens koncert i Mogens Dahl. Fra den famlende og følsomme sonate i B-dur af Mendelssohn videre ind i det mere eksperimenterende i Webern afsluttende med Benjamin Brittens voldsomme energiudladning og så aaaah - tid til en pause, så publikum kunne hvile de tilspidsede nerver og lade op til anden omgang; efterspillet.
Perfekt indledt med Janaceks Pohodka, der betyder 'eventyr', hvor tonefigurer repeteres igen og igen og minder os om, hvor flygtig kærlighed og lidenskab er. Ikke underligt, at selv samme stykke dominerede lydsporet til filmatiseringen af Kunderas 'Tilværelsens Ulidelige Lethed'. Symbiosen mellem de to kunstnere og publikum fuldendtes i Chopins g-mol, hvor særligt den mørklødede largo pressede vejrtrækningen helt derop, hvor det ikke længere er sundt. Vi var fuldt tilfredsstillede.
Ingen tvivl om, at verdenscellisten Ralph Kirshbaum var tiltænkt hovedrollen i aftenens performance. Det blev dog ikke ynglingen, men derimod hans aldrende med- og modspiller Peter Frankl, som stjal opmærksomheden med sit flirtende forhold til flygel, folk og fæ. Musikken vejrede i hele Frankls krop, og han nød i den grad at levere varen. Hér var det mere tvivlsomt, om Ralph Kirshbaum egentlig gad være her. Men de par gange, hans mørke, mørke cello trådte i karakter som førerhan, fik man et glimt ind i kammermusikken, når kammermusik er bedst - et lydmaleri af de mest poetiske og påtrængende og dog så uopnåelige!
