Fremført af Kaleidoskop og Cirkus Cirkör.
Den danske instruktør Katrine Wiedemann har i samarbejde med det svenske nycirkus Cirkus Cirkör og teateret Kaleidoskop lavet denne nyfortolkning af H.C. Andersens "Den lille havfrue".
Forestillingen er en helt fantastisk visuel oplevelse hvor kunstnerne gør dygtigt brug af alle tre dimensioner på scenen. Ved hjælp af lys, lyd og billeder får publikum en tydelig fornemmelse af havfruerne, der boltrer sig i vandet, leger og svømmer rundt, illusionen kunne på ingen måde gøres tydeligere på film. I enkelte scener, som f.eks. en scene hvor havfruerne skal gynge, mister de desværre noget af deres legende lethed, men der er heller ingen tvivl om, at det kræver en meget stærk fysik, at få de luftakrobatiske stunts til at se legende lette ud.
Der var flere forældre som i bedste mening havde taget deres børn med til forestillingen, fordi børnene er helt vilde med Disneys udgave af Den lille havfrue, men lad det være slået fast, at Disney ikke er fuldstændig loyal mod den originale fortælling, og denne fremførelse af Den lille havfrue er ikke egnet til små børn.
De fleste scener er meget mørke og scenerne med havheksen akkompagneres af meget dyster musik, som påvirker børnene meget. Derudover nøjes prinsen ikke bare med at lægge sig til at sove ved siden af sin nye kone i denne fortolkning af historien! Denne scene er man nok som forældre ikke interesserede i at børnene skal overvære, så lad børnene blive hjemme, men tag selv af sted og se det fantastisk flotte show.
Hvis der overhovedet er noget negativt at sige om forestillingen, så er det, at det er ret svært at læse teksten på oversættelsesskærmene fra de bagerste rækker i salen. Al tale foregår på svensk, så er man god til det, er det ikke noget problem, og da de fleste kender historien, er der ikke så meget man går glip af ved ikke at kunne læse teksten. Hvis man hører til dem, som bliver irriterede over ikke at kunne følge med ord for ord, er man nødt til at sørge for at få plads på de forreste rækker.