En del af musikverdenen har stået stille i to ugers tid for Slayer har nemlig udgivet en ny CD, og så opdateres en heavy metal fans pensum pr. definition. Reaktionerne har svinget meget og mine egne med. Så man tøver måske lidt med at anmelde skiven, for Slayer er ikke bare et hvilket som helst heavy band: Slayer har defineret genren siden starten af 1980'erne, de står bag "Reign in blood" fra 1986, der måske er den bedste heavy metal udgivelse nogen sinde, har stået for nogle af de bedste liveshows på jorden og har fået deres navn ridset ind i utallige skolebøger og ghettoblastere. De er kongerne, så man slagter ikke bare Slayer uden at være sikker i sin sag.
Det er de desværre blevet af visse anmeldere. De er blevet beskyldt for at have kastet sig ud i et mislykket forsøg på at "være ung med de unge" og flirte for meget med nu-metal. Lige den kritik kan jeg dog hverken se hoved eller hale i. De er blevet beskyldt for at have leveret et stykke venstrehåndsarbejde af laveste Slayer-fællesnævner tilføjet et par tidstypiske provokationer for at sælge på chokeffekt men hæmmet af deres fremskredne alder. Den kritik er der til gengæld substans i.
Lad os starte med coveret: Et frastødende grimt maleri forestillende en mutileret Jesus svævende over et øde landskab overstrøet med afhuggede hoveder. Det er naturligvis udkommet i en rædselsfuldt intetsigende censureret version, så sørg for at købe den originale version. Maleriet er begået af Larry Carroll, som også er kunstneren bag coveret til "Seasons in the abyss" fra 1990. Og det er vel meget passende siden "Christ Illusion" er den første Slayer-skive med original besætning - Tom Araya, Dave Lombardo, Jeff Hanneman og Kerry King - siden netop "Seasons". Men er det ikke bare en billig måde at gøre opmærksom på sig selv på? Man kan mene hvad man vil.
Og mene, hvad de vil, er der allerede masser af amerikanere, der gør, og Slayer er således blevet udsat for censur i forbindelse med nogle shows i Californien og har fået konfiskeret nogle plakater, så vidt jeg forstår. De forargede er ganske forudsigeligt kommet op i det velkendte røde felt ikke bare på grund af Jesus-illustrationen, men også på grund af den blotte tilstedeværelse af sangen "Jihad", der handler om 11. september terroraktionen mod World Trade Center fortalt ud fra flykaprernes synspunkt. Fuldstændig som "Angel of death" i 1986 handlede om holocaust fortalt fra Josef Mengeles synspunkt. Sådan er Slayer. Kompromiløse i stil, og det skal de have kredit for.
Inden der er gået 30 sekunder af åbningsnummeret står det klart at man er i gang med at lytte til en ny Slayer. Et rigtigt åbningsnummer, en velkomstdrink til skiven hvori der skåles på dens tema: "Take a deep breath / Cause it all starts now / ... / The cameras are whores / For the daily bloodshed / ... / Violence is our way of life / ... / So let's all drink / To genocide". Så fik man lige den at tænke over, hvis man sad og var fornærmet over coverillustrationen. "Flesh storm" er et rigtig fedt nummer, ingen tvivl om det, men meget typisk Slayer. Og sådan fortsætter det, som kritikken rigtigt lyder: typisk Slayer.
Efter adskillige gennemlytninger er jeg så småt ved at blive enig med mig selv om at skivens fjerde nummer, "Eyes of the insane", er en skæring med potentiale til at blive husket som en af Slayers klassikere. Den fortæller om en soldats indre helvede, krigens gru som konsekvens af det inhumane erhverv, en soldat udfører. En "Mandatory suicide" version 2. Et langsomt, groovy, dybt og utroligt stemningsfuldt nummer, der om noget opdaterer Slayer til år 2006 hvor Arayas vokal mærkbart er ældet. Lyt til det! Et andet fabelagtigt nummer er det næstsidste, "Cult": "Religion is hate / Religion's fear / Religion is war / Religion is rape / Religion's obscene / Religion's a whore". Men her rammer vi samtidig et andet problem: en del af tekstmaterialet er en tand for plat. Nogle af linierne minder alt for meget om noget, man voldsomt hæmmet af sit stærkt begrænsede ordforråd i engelsk sad og digtede på bagsiden af sit matematikhæfte i 8. klasse.
Når det er sagt, så er nævnte remse alligevel en, der for tiden flyver igennem hovedet på mig, når jeg trækker dynen over ørerne hver søndag morgen kl. 8 for at overleve de kirkeklokker, jeg lige er flyttet ind klods op ad. Lige som jeg i øvrigt regner med at Kerry King gør - altså sover længe om søndagen. Sidste nummer er også virkelig godt, og rammer til gengæld ganske rent lyrisk mht. hvad der vel må være skivens egentlige tema: post-9/11 angst. Jep, angst. Om det så er for fundamentalistisk terrorisme eller statsmagternes strammere og strammere jerngreb. "Must maintain control of the weak / Must contain the minds of the free". Så de har absolut et budskab med deres projekt, og hvem er jeg til at sige, det ikke også skal henvende sig til skolebørn i 8. klasse?
Slayer har været lidt kede af, at Rick Rubin ikke producerede pladen færdig denne gang. Det skyldes dog bl.a. at han valgte at fokusere på at få nogle skæringer ud af Johnny Cash, inden denne døde, hvilket jo er utroligt sympatisk. Men også fordi han har taget det på sig at redde hensygnende Metallica, som Slayer efter min mening slår med flere længder uanset producer. Vi får at se. Men det er trods alt slut med slingrekursen, som vi var vidner til henover "Divine intervention" (1994) og "Diabolus in musica" (1998), selv om jeg ikke er helt sikker på nogle af de nye numre kommer til at konkurrere med f.eks. "Bloodline" og "Disciple" fra forrige skive i popularitet såvel som kvalitet.
En væsentlig grund er nok Dave Lombardos retur til trommerne efter hans engagemnet i det ekstreme Mike Patton projekt Fantômas. For den mand er uomtvisteligt en af de bedste i branchen. Men apropos Metallica, så lader der efterhånden til at være rigeligt med spændinger i Slayer, til at de kunne sælge ud ved at lave deres version af "Some kind of monster"-dokumentaren. For ikke nok med at Lombardo har vandret ind og ud af bandet, og dermed distanceret sig fra fællesskabet. Hvad meget værre er: Tom Araya har fået smag for religion og har efter sigende forsøgt at censurere sig selv. Bizart når man tænker på at manden brød igennem ved at synge "I am the anti-christ". Jeg synes, man kan se denne nye modne men splittede band-dynamik på fotoet inde i coveret, hvor King og Hanneman er de eneste, der hver især ligner sit gamle jeg.
Men lad bare verden gå sin gang igen. Slayers plade er vejet og fundet tung nok. En middelvare fra deres side - og altså en virkelig kvalitetsudgivelse inden for genren.
Slayer spiller d. 17. november i Valby Hallen sammen med In Flames, Lamb Of God, Children Of Bodom og Thine Eyes Bleed under overskriften "The Unholy Alliance". Det skal nok blive stort og ganske uhelligt.
Trackliste:
1. Flesh Storm
2. Catalyst
3. Eyes Of The Insane
4. Jihad
5. Skeleton Christ
6. Consfearacy
7. Catatonic
8. Black Serenade
9. Cult
10. Supremist
