Det Kongelige Teater har lavet en opsætning af Dostojevskijs "Brødrene Karamazov", og problemerne med at skære en sådan mursten ned til et teaterstykke bliver desværre synlige i enkelte passager. Skuespillernes præstationer er meget varierende, således skuffer Thure Lindhardt, mens Rasmus Botoft brillerer som skurk. Selvom helhedsindtrykket således bliver lidt blandet, bør man dog ikke snyde sig selv for et af verdenslitteraturens største dramaer.
Brødrene Karamazov er beretningen om de tre brødre, Dimitrij, Ivan og Aljosja og deres anspændte forhold til deres fordrukne horebuk af en far, Fjodor Karamazov. Værst er forholdet til den opfarende Dimitrij, der ikke blot mener, faderen snyder ham for sin mødrene arv, men som oven i købet skal kæmpe med sin far om kurtisanen Grusjenkas gunst. Da faderen findes myrdet, falder mistanken derfor straks på Dimitrij; men det viser sig snart, at der var mange andre, der ønskede den gamle Karamazov død.
Fra bog til teater
Hvordan koger man en 800 siders roman, der oven i købet er et konglomerat af vidt forskellige genrer såsom kriminalroman, familiekrønike og religiøs-filosofiske overvejelser, ned til et teaterstykke? Det er selvsagt lidt af et kunststykke, og overordnet synes jeg, det er lykkedes udmærket for David Fischelson. Vellykket er for eksempel scenen, hvor Dimitrij fortæller om mødet med sin forlovede og sin elskerinde: Alt imens han fortæller, dukker kvinderne og op udspiller med ham den beskrevne scene. Også fortællingen om Storinkvisitoren, hvis rolle overtages af Ivan, mens den tavse Aljosja sidder som fortællingens genkomne messias, er fremragende.
Når stykket med sine knappe tre timer (inkl. pause) alligevel virker for langt, er det, fordi der bruges alt for meget tid på at glorificere munken Aljosja, der her bliver et eksempel på from enfoldighed. De scener ender med at tage tempoet ud af stykket. Samtidigt prøver man at vise alle tre brødres og de to kvinders historier, og selvom jeg nødigt ville undvære noget af det, ville det måske gavne stykket, hvis man f.eks. koncentrerede sig mere om Dimitrij. Så ville man også sikre sig, at publikum bliver mere grebet af hans skæbne.
Scenebilledet er uhyre enkelt, nærmest ikke-eksisterende, og jeg kan ikke lade være med at savne samovarerne, men i en fortælling, hvor lokaliteterne skifter i et væk, må man erkende, at det har været et godt valg. Og selvom scenografien på ingen måde gør opmærksom på sig selv, gør den det, den skal. Til gengæld har man bibeholdt de flotte, tidstypiske kostumer, der giver liv og farve på scenen.
Skuespillerne
Som det fremgår, er jeg ikke begejstret for Thure Lindhardts Aljosja - i stedet for et næsten overjordisk væsen virker hans naivitet som stupiditet, og overordnet bliver han både irriterende og utroværdig. Han mangler simpelthen nogle flere facetter. Selv da han i sin bitre skuffelse over mentoren Zosimas, spillet af birollekongen Ole Ernst, umirakuløse død, vender sig fra gud, virker han kun lunken. Også i faderen, spillet af Stig Hoffmeyer, savner jeg format, Fjodor Karamazov skal være langt mere lidenskabelig og dæmonisk, så folk ryster af angst og vrede ved synet af ham. Her virker han mere som en harmløs om end ondskabsfuld tosse.
Heldigvis er der mange af de andre skuespillere, der gør det fremragende: Mads M. Nielsen viser temperament som den lidenskabelige, frembrusende Dimitrij og Jens Jacob Tychsen viser for alvor format som Ivan, da denne pint af skyldfølelse begynder at miste sin forstand. Stine Prætorius er en uforlignelig Grusjenka, forførende, manipulerende, ondskabsfuld men også sårbar, ængstelig og angrende.
Den største ros tilfalder dog Rasmus Botoft som bastarden Smerdyakov. Sjældent har man set noget så fedtet og frastødende som den klynkende galning, og man forstår til fulde de andre personers væmmelse overfor tjeneren. Med fedtede tjavser redt ned i panden og et slibrigt, underdanigt smil lykkes det ham at narre dem alle, indtil han vælger at afsløre sandheden for den forfærdede Ivan og skriger sit had til alle Karamazoverne ud over scenen.
Disse fine præstationer koblet med en tidløs historie om katastrofale lidenskaber gør, at Brødrene Karamazov trods skønhedsfejl bestemt er værd at se. Stykket spiller i Stærekassen indtil den 24. oktober, og kan derefter opleves i hele landet. Se spilletider.
Foto: Henrik Saxgren.
