Det var meget opmuntrende at se, hvad dramatikereleverne fra Odense Teater havde taget med til deres omgang af Midtvejs 2006. Masser af opfindsomhed, gåpåmod og gode historier. Især Lysbringer markerede sig som et helstøbt, nuanceret og tankevækkende stykke; men også Alrune er værd at lægge mærke til med sin absurde humor og sin eksperimenterende ekvilibrisme.
Lysbringer
Aftenens første stykke var Andreas Garfield Lysbringer. Her møder vi den højgravide psykolog Kristine (Natali Vallespir Sand), der bare lige vil lave en sidste evaluering, før hun går på barsel - af Persson (Klaus T. Søndergaard), der har prøvet at myrde sit nyfødte spædbarn. Hendes mand, håndværkeren Frank (Mikkel Bay Mortensen), synes slet ikke, hun skal tage den sag; men da han prøver at snakke med hendes chef, Herman (Anders Gjellerup Koch), bliver han pludselig involveret i dennes private 
problemer. En tung og dunkel atmosfære har helt umærkeligt lagt sig over hele stykket, og man sidder på stolekanten, da Lysbringer nærmer sig sin dramatiske slutning.
Det er lykkedes Andreas Garfield at tegne et meget nuanceret portræt af den ambitiøse Kirstine, så man som publikum ikke kan undgå at synes om hende, selv når hun er komplet urimelig. Også de andre skikkelser er meget menneskelige og troværdige, hvilket i lige høj grad skyldes naturlige, overbevisende dialoger og de fire fremragende skuespilleres præstationer. Også den meget enkle scenografi med glidende sceneovergange virkede utroligt godt. Alt i alt et meget helstøbt stykke, der giver store forhåbninger om hvad vi kan vente os af Andreas Garfield i fremtiden.
Alrune 
Herefter fulgte Bjørn Rasmussens Alrune. Til at starte med ser vi nogle folk i et tog, der slås med den automatiske dør - komisk, mimisk teater på højt niveau. Da de endelig sidder ned, begynder de at snakke om den person, stykket drejer sig om: Alrune, en ung pige, der en dag dukkede op af havet, og som mange mener, er kommet for at frelse menneskeheden. Herefter følger vi Alrune selv i sin søgen på identitet på forskellige livsstadier.
Der er ingen tvivl om, at Bjørn Rasmussen er dygtig til at skrive - men af og til lader han sig rive med i sin kærlighed til ordene, og selvom sproget er forførende smukt, trækker det tempoet ud af stykket. Det er den slags, der gør sig meget bedre på tryk end på scenen. Ellers har Alrune mange positive sider, især den absurde humor virker fortrinligt. Da vi følger Alrune på tre forskellige stadier, når vi også at møde en masse forskellige karakterer, og her får skuespillerne lov til at vise deres alsidighed - på den anden side når man ikke at lære nogen af dem ordentlig at kende. Man kan heller ikke identificere sig med Alrune, fordi hun aldrig bliver helt menneskelig. På trods af mange fine detaljer går man fra stykket med en smule irritation, for man har stadig ingen anelse om, hvem eller hvad Alrune er, og hvad Bjørn Rasmussen egentlig vil med stykket.
Se spilletider.
Foto: Leif Hansen
