Med Moskva Kammeropera
Efter Tryllefløjten flere år i træk har været totalt udsolgt på det kongelige teater i København, kunne man endelig få lov at se denne skønne opera i Jyllands hovedstad, Århus, den 14. november 2006. Som oftest, når operaen foregår i Musikhuset Aarhus, blev der tilbudt en fremragende operaoptakt ved Kjeld Jensen. Her kunne man i ro og mag høre, hvad operaen handlede om, og hvad man skulle lægge specielt mærke til, og det var en rigtig god ting, idet tekstanlægget netop denne aften gjorde knuder, så operaen blev opført uden tekst.
De russiske operasangere var rigtigt dygtige, i hvert tilfælde til selve sangdelen. Tryllefløjten var jo den sidste opera, Mozart nåede at komponere inden sin alt for tidlige død, og han lavede operaen som en blanding mellem sang- og talesprog. Eftersom operaen er på tysk burde man have kunnet forvente at være i stand til at forstå en hel del af de talte replikker, men russerne glimrede ikke just i deres tyske udtale og lød til tider som om, de talte en mellemting mellem volapyk og svensk, med et par forståelige tyske gloser indimellem. Det var en skam med det tekstanlæg, dem der havde været til operaoptakt var helt sikkert bedre stillet end det øvrige publikum.
Tryllefløjten er et eventyr om prinsen Tamino, som møder mørkets dronning, der beder ham redde hendes datter Pamina, som er blevet bortført af den onde Sarestro. Tamino drager straks af sted til Sarestro sammen med fuglefængeren Papageno for at befri den skønne Pamina. Undervejs opdager han, at alting ikke er, som det ser ud til ved første øjekast. Han bliver langsomt klogere, og ved at gennemgå nogle prøver har han mulighed for at få alt det, han drømmer om.
Tryllefløjten er en skøn opera, som med rette findes blandt klassikerne, selve sceneopsætningen understøtter fint stykkets handling, men filmen er knækket for enten scenografen eller koreografen med hensyn til, hvem der skal være på scenen hvornår. Den første scene i hver akt tjener ikke til andet end forvirring og med tekstanlægget ude af drift, var det en forvirring, der var svær at rette op på. I begyndelsen af stykket har man ment, at der var en god idé at have samtlige medvirkende på scenen.
Tamino og Pamina sidder og læser i en billedbog, mens Papageno morer sig med Papagena, samtidig er både mørkets dronning og Sarestro på scenen. Problemet er at den handling, der skal illustreres er, at Tamino er blevet væk fra sit jagtselskab og skal til at kæmpe mod en drabelig slange. Han har ikke mødt nogle af de andre medvirkende endnu, i de næste par scener møder han først Papageno og bliver forevist et billede af Pamina.
Fanger man ikke, at det åbenbart er en russisk skik, at alle skal på scenen i begyndelsen af en akt, så forstår man slet ikke noget. Denne menneskeforvirring på scenen trækker alvorligt ned på bedømmelsen af en ellers fremragende opera, med meget dygtige sangere, hvor især Elena Kononenko, som spiller Nattens dronning synger aldeles vidunderligt.