Mehr Nachrichten

 
Musik
Skambankt: Eliksir

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Skambankt: Eliksir
Mo 29. Jan. 2007

Trommerne buldrer i tordentunge rytmer. Guitaren snerrer som en vred leopard. Norske Skambankt udkommer nu med deres andet album, der har fået navnet Eliksir. Her kalder de til kamp for en ny verdensorden og mod troens forkyndere, der "har gift på tungen". Med andre ord: de er vrede.

"Nok et offer nok en seier/ nok en slave en ny arbeider."

Sådan lyder de første ord på Skambankts seneste rockudspil, og så er tonen ligesom slået an. Citatet stammer fra sangen, 'Nok et offer', hvor kvartetten gør sig til talsmænd for, hvad de kalder ‘en ny lov - vor lov'. Det er med andre ord de revolutionære briller, de fire nordmænd fra Skambankt har på. Også troens budbringere får et ord med på vejen. Om ‘Ordets Gud' messer forsanger Ted Winters:

"Neste gang, han ser deg så bør du vær klar/ har gift på tungå ska gje deg klart svar
."

Vrede unge mænd
Det er altså fire vrede, unge mænd der er samlet i Skambankt, og det er da i den grad også noget, der smitter af på deres musikalske udtryk. Guitaren hamrer afsted i et aggressivt tempo. Bas og trommer er tunge som samtlige Hannibals elefanter lagt oven i hinanden, og man kan næsten høre Winters skære tænder, mens han vrænger sider af ‘Maos lille Røde' ud gennem højtalerne.

Musikken svinger fra Rock (det store R er helt med vilje) til det mere goth-prægede med, hvad der nærmest minder om tæppebombninger af guitar og mandekor, men en ting glemmer de aldrig, og det er netop vreden.

Kaizerens nye klæder
Terje Vinsterstø er en mand med mange navne. Kendere af det fremtrædende undergrundsband, Kaizers Orkester, vil kende ham under navnet Terje Kilmaster Kaizer, men som sanger og guitarist i Skambankt, er det ham, der gemmer sig under navnet Ted Winters, og her får han virkelig kørt nogle aggressioner ud af kroppen.

I starten kan det godt forkomme en kende primitivt, men efterhånden som skiven skrider frem, så er det fuldstændigt umuligt ikke at lade sig rive med. I starten er det måske foden, der vrikker lidt i takt, men man skal da være mere end almindelig død, hvis ikke ens hjerte næsten begynder at slå i takt med de tonstunge rytmer.

Alt i alt er der tale om et af de frydefulde tilfælde, hvor sangenes lyd og teksternes indhold går op i en højere enhed, og efter at have hørt Eliksir, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at dette band godt nok må sparke røv live. Vil man have vished for det, kan man jo passende begive sig ind på The Rock i København, hvor Skambankt den 3. marts vil give koncert.

Udgivet på Kick Music