Mehr Nachrichten

 
Literatur
Oven for klinten

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Oven for klinten
Do 8. Feb 2007

ler GertsenJette Drewsens Oven for klinten er en novellesamling, der i sin skildring af menneskeskæbnen og dens betingelser i verden bevæger sig i overgange mellem realistiske og absurde, drømmeagtige tilstande. Desværre er der ikke tale om flotte glidende overgange, men mere om forstyrrende elementer i en allerede lidt træg udgivelse.


Jette Drewsens univers er den moderne fragmenterede verden, hvor man er omgivet af betydnings- og værditab. Denne klagesang synges med variationer over temaet, og det fungerer godt, fordi der er tale om en facetteret samling fortællinger. Der er alt fra ægteparret, der kæmper for at få deres ægteskab til at fungere, til det fattige land og dets indbyggere, der modtager hjælp fra de rige nationer. Det lyder måske alt sammen meget tilforladeligt, men Drewsen blotlægger verdens forlorenhed ved at lade det danske ægtepar flyve til deres konsultation i Paris, og hun afslører andre (mere bestialske) motiver for at `de rige´ tager til de fattige lande.

Prioritetsskiftet er centralt, og hun skriver oftest om gruppementalitet på bekostning af de indbyrdes private forhold; der er ingen mulighed for varige menneskelige eller kærlige relationer hos Drewsen. Første del af novellesamlingens tre dele byder dog på ægte følelser og kærlighed, men det er altid med et islæt af sørgmodighed og erkendelse af, at det ikke kan vare ved. Fællesbevidstheden er altomfavnende, og der er derfor hyppigt kun tale om typer og overfladiske personer i fortællingerne. Ofte har personerne intet navn og kaldes ting som `den lange´, `den egostærke´ eller `den lille tørre´, og hvis de så endelig har et navn, er det et klichefuldt som f.eks. `Peace´.

Drewsens projekt fungerer godt langt hen ad vejen, men hendes skift mellem realplan og absurditet virker ikke optimalt, og hun bruger ofte sex som et middel til at fremhæve dette drømmeagtige skift - f.eks. beskriver hun et blowjob i en fyldt gymnastiksal, eller en nøgen villig mand midt i eventshow. Det virker som en meget søgt udvej, og det er som om, det er en komponent hun par tout skal benytte sig. Omvendt kan det netop siges at have den ønskede effekt, da man som læser forstår denne følelse af afmagt og løssluppenhed, der eksisterer i hendes univers. Alt har tabt mening; mennesket er blevet overfladisk, blasert, og det tager alt for gode varer.

Jette Drewsens noveller er alt i alt okay læsning. Hun har meget på hjerte, men kompositionsmæssigt og rent sprogligt klarer hun ikke at fastholde læserens interesse. Bogen evner ikke at stå mål med hendes projekt, og det er derfor ikke menneskeskæbner, man vil huske særligt længe efter, at man har lagt bogen på hylden. Dertil er selve bogen (ironisk nok) desværre alt for overfladisk.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Jette Drewsen: Oven for klinten
Forlag: Gyldendal
Sider: 168
Udgivelsesdato: 08.02.07
ISBN: 87-02-04768-3