Der bliver ikke lavet mange film om tyrkiske gæstearbejdere, før de bliver gæstearbejdere, og det gør 'Omfavn mig måne' til et velkomment indslag. En lidt for tyk brug af den løftede pegefinger samt en pædagogik, der var på mode i 70'erne, skaber desværre en filmoplevelse, der er lidt for latterlig. Det er lidt synd, for emnet er både vigtigt og underbelyst.
Omfavn mig måne er en dansk produceret film. Den er instrueret af Elisabeth Rygård - ligeledes dansk. Når der her gives denne bid forbrugeroplysning, så skyldes det, at det godt kan være svært at se. Sproget er tyrkisk, og ser man bort fra ganske få scener, er handlingen henlagt til en tyrkisk landsby.
Filmens hovedperson er Osman, og historien fortælles gennem flashbacks, mens han sammen med faderen, Ali, genoplever barndommen.
En hårdt prøvet familie
Det starter, da Osman er omkring ti år. Han bliver sammen med den øvrige familie - far, mor og søster - smidt ud af sin farfars hjem, og uden andet bosted end et telt, må de nu klare sig ved hjælp af lånte penge samt de smuler, som kan tjenes på salget af mors hjemmevævede tæpper.
Mens faderen bygger på det hus, han drømmer om, er Osmans højeste ønske at få sig en saz (et arabisk strengeinstrument), så han kan spille og synge ligesom sin far og den livskloge spillemand, Azik, der - udover at optræde - øser af gode råd om livets dybere lag.
Undervejs i skildringen af den lille families genvordigheder, møder vi en række af den lille landsbys indbyggere. Der er Osmans ven, Emre, hvis far er rejst til Danmark som gæstearbejder, den frigjorte kroværtinde, Ayla, der drømmer om at rejse til Ankara, samt ikke mindst den onde Abdullah, der med en fysionomi som Jabba The Hut fremstår som kapitalismens forkvaklede ansigt.
Der er bestemt intet, der er nemt for Osman og hans familie, men på et tidspunkt, hvor det ser allersortest ud, får forældrene arbejde i Danmark. De efterlader sønnen hos bedsteforældrene med løftet om, at de kun vil være væk et år, men som bekendt går det ikke altid, som imamen prædiker.
Velkommen, men lidt for tyk
Der er altså tale om en film, der sætter fokus på en gæstearbejderfamilies vej til Danmark. Det er en film om en befolkningsgruppe, der i dag udgør en vigtig del af det danske samfund. Der er ikke lavet mange meter celluloid om disse skæbner, og det gør i sig selv Omfavn mig måne til et velkommen indlæg. Det fjerner dog ikke indtrykket af en film, der er tynget af en til tider massivt løftet pegefinger. Der er i sig selv ikke noget i vejen med de såkaldte "rigtige" meninger. Imidlertid kan det også skæres for meget ud i pap, og så ender det med et filmsprog, der var på mode i 70'erne, men som i dag virker en smule lattervækkende, og det er egentlig synd, for hensigten er god.
Ude på DVD fra Sandrew Metronome
