|
|
Vi ledes i hold op til den nye teatersal, 
der kan nemlig kun være et vist antal personer ad gangen i elevatoren. I Snedkeriet, som salen kaldes, modtages vi af damer i luftige gevanter, dog uden tørklæder, som byder på te og frugtslik, inden vi sætter os på hver vores stol i rundkredsen omkring scenen. Stemningen er sat til mødet med tørklædedamerne!
Forestillingen Tørklædemonologerne er blevet til på baggrund af interview med 80 mennesker og geninterview med 40 mennesker. Endelig er der skrevet 16 monologer, som tilsammen giver et meget nuanceret billede af det at bære eller ikke bære tørklæde i Danmark i dag. Forestillingen handler egentlig ikke så meget om selve tørklædet, men mere om de kvinder, som bærer eller har fravalgt at bære tørklæde -og deres skæbne, som følge heraf. Det er ikke tørklædets historie, men kvindernes fortællinger - og det giver en meget vedkommende forestilling, som bestemt har nogle relevante synspunkter.
Monologerne fremføres af Merete Voldstedlund, Anne-Vibeke Mogensen, Dorthe Hansen Carlsen og Marie Tafdrup. De fire damer skiftes til at fortælle de interviewede kvinders historie, og vi kommer langt omkring. Fra den iranskfødte kvinde som påtvinges at gå med tørklæde på grund af regimet, til den danske kvinde, som er grædefærdig over sin kusines giftemål med en muslim. Den danske kvinde kan ikke længere tale med sin kusine om almindelige ting, fordi alt vendes til at handle om islam, hvorefter kusinen ser det som sin rolle at redde den kvindelige fortæller. Vi hører om kusinens bryllup, hvor kvinderne sidder adskilt fra mændene af et gardin og må vente i fire timer, mens mændene spiser, før de må få det, der er tilbage på borden. Om en mand som kommer til at gå igennem gardinet ved en fejl, hvorefter alle kvinderne må dukke sig under bordet, fordi de ikke har tørklæder på.
Der er også en fortælling om en kvinde, som vil vise sig i al sin skønhed for sin mand, men dækker sig til for alle andre. Der er også en meget relevant fortælling om en kvinde, som ikke må gå med tørklæde for sin mand, fordi de skal vise at de er velintegrerede og moderne, men hun er i virkeligheden mere undertrykt end sine tørklædebærende medsøstre og ender med at blive slået ihjel af sin mand for en mindre forseelse.
Det bliver klart, at man ikke kan have én holdning til tørklæder. Der er mange nuancer og grunde til at gå med tørklæder og denne forestilling kan måske bidrage til at gøre op med nogle af fordommene. I forestillingen udtales det, at kvinderne bliver behandlet som indvandrere, uanset hvor danske de føler sig og hvor dansk, de går klædt. Derfor kan det være nemmere at tage indvandretøj på og nøjes med at blive accepteret blandt sine egne. Sådan et udsagn kan nok sætte tankerne i gang om at fordomme ofte bliver en selvopfyldende profeti.
