For undertegnede var chancen for at se Trivium og Annihilator i Pumpehuset en kærkommen lejlighed til et gensyn med en fordums heavy-højborg. I Pumpehuset har jeg set legendariske bands som Death, Carcass og Napalm Death, inden nogen af dem havde udgivet ret mange plader. Siden er mange af heavy-koncerterne af forskellige årsager blevet afholdt andre steder.
Sanctity
Aftenens show blev åbnet af Sanctity, et nu-metal band fra USA, der endnu kun har udgivet én CD. Forholdene taget i betragtning - f.eks. at de kun havde ca. 1½ meters plads fra scenekanten og en halv time i programmet - må man faktisk give dem, at de skød den af. Typisk for en flok entusiastiske halv-amatører, hvilket de vel stadig er, bare at trykke den af alt hvad de kan. Som det er med så meget nu-metal, blander Sanctity også en håndfuld skønsang ind i deres growl, men jeg er bare bange for, deres forsanger ikke helt har kvaliteten til den slags. Det var i hvert fald ikke alting, der lød lige heldigt denne aften.
Annihilator
Hvor det var godt at se opkomlingenes benovelse over at få lov at spille, var det rigtig dejligt at se Annihilator-drengenes lykkefølelse over at få lov at spille igen. Der er hele 18 år imellem Sanctity og Annihilators debutalbums, og jeg har adskillige publikummer mistænkt for, at være forældre med børn - inde for at se hvert deres band. Skønt. Og Annihilator spillede en absolut fantastisk koncert. Klassisk thrash metal med fart over feltet og højfrekvente guitarsoloer; men også masser af spøjse, sjove elementer og en god andel falsetsang udført til UG. Det virkede som om, de spillede forkert et par gange, men også det var fedt, for hver gang reddede de den hjem på rutinen og sammenspillet.
Trivium
Det er aftenens hovednavn, Trivium, der har opdaget Sanctity og hjulpet dem med at få udgivet deres CD. Det er også dem, der har insisteret på at få gamle og næsten glemte Annihilator med på touren. Det må man sige er definitionen på god stil. Og deres koncert var faktisk også udført i ret god stil. Én ting er, at de i modsætning til opvarmningsbandene rent faktisk havde lidt lir som tilbehør - store plakater med illustrationer fra coveret, og et lysshow, der må have været tænkt lidt over. En vigtigere ting var, at de faktisk havde væsentligt mere tryk på end jeg havde turdet håbe på. Hånden på hjertet: Triviums koncept er for poppet for mig. I hvert fald det meste CD-materiale, jeg har hørt. Men de skal have respekt for bare at trykke den maksimalt af til koncerten, og sørge for den største moshpit, jeg har set i årevis. På et tidspunkt trykkede trommeslageren dog så meget til den, at hans bækken gik i stykker. Pausen udnyttede resten af bandet så til at jamme "Symphony of Destruction" og "Fighting the World "- super!
Så det var en god koncert, og jeg er sikker på folk gik glade hjem. Pumpehuset er stadig et rigtig godt koncertsted, og ikke mindst lyden er god - om end meget kompakt og høj; i skrivende stund betaler jeg desværre af på, at glemme alt om ørepropper.
