Mehr Nachrichten

 
Literatur
Rosas spanske køkken

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rosas spanske køkken
Do 24. Mai 2007



Hvis man elsker velillustrerede og inspirerende kogebøger, så bør man nok bide mærke i "Rosas spanske køkken", som netop er sendt på gaden fra Aschehoug. Den er skrevet af forfatteren bag bestselleren "Rosas Tapas" - Rosa Sala Burgaya. Det er en flot sag på 224 sider, der svømmer over af lækre, sydlandske retter.

Hvis man vil udfordre sine dvaske, danske smagsløg, bør stifte bekendtskab med nogle af de vidunderlige opskrifter, der er samlet i Rosas spanske køkken. Man kunne meget passende lægge hårdt ud med en hvidløgssuppe - den burde nok kunne sætte fut i smagsorganerne!

Bogens mange opskrifter er krydret med små kulinariske anekdoter, der giver kogebogen et personligt strejf. Man kan mærke, at forfatteren har et stort hjerte til såvel madkunsten som Spanien, og hun formidler sine opskrifter på en energisk, engageret og inspirerende facon, der giver en lyst til at give sig i lag med potter og pander.

Der berettes med glæde og indlevelse om det spanske køkken og nogle af de mange klassiske råvarer, der kendetegner det. Man kan således få indblik i udviklingen fra de traditionelle spanske retter til de mere moderne af slagsen. Ydermere er der i bogens indledende afsnit en række små interessante og informerende artikler, der beretter om basisingredienserne i det spanske køkken. Her kan man læse om, hvorledes det spanske måltid er bygget op, og man kan læse om krydderurter, tapas, olivenolie og vin.

Hvis man i øvrigt bliver så inspireret af kogebogens mange lækre opskrifter, så kunne man passende aflægge forretningen El Cava - Vin og Tapas et besøg, der drives af Burgaya og hendes mand i Odense. Her kan man købe vin og spanske specialiteter af høj kvalitet, der bliver - som det står på deres hjemmeside - importeret fra seriøse og anerkende producenter i Spanien. Man kan enten selv aflægge forretningen et besøg eller kigge forbi deres hjemmeside på www.vinogtapas.dk

I syv velspækkede madkapitler, der starter med entremeses (forretter) og slutter med desserter, bliver man introduceret for en række klassiske spanske retter, der sammen med Burgayas egne, hurtigt kan få tænderne til at løbe i vand. I særdeleshed bør man, hvis man hører til den gruppe af mennesker, der er udstyret med en udpræget sød tand, bide mærke i opskriften på hellig tre kongers kage - den skal nok kunne gøre lykke hos enhver slikmund og få tungen til at slå kolbøtter!

Så hvis man vil prøve noget nyt, udfordres kulinarisk og opleve smagen af syden, så kan det kun gå for langsomt med at få anskaffet sig denne perle af en kogebog, der nok skal kunne give mange fornøjelige timer i køkkenet og ved spisebordet - god appetit!

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Titel: Rosas spanske køkken
Forfatter: Rosa Sala Burgaya
Forlag: Aschehoug
Sideantal: 224
Udgivelsesdato: 24. maj 2007
ISBN: 978-87-11-18249-9